Your Nav Bar Here

Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten pizza. Vis alle opslag

19.4.15

Ostepizza med chorizo, rucola og parmesan

Det her er endnu en i min lange rejse mod den perfekte LCHF-pizza. Bunden var ganske udmærket, lidt tykkere end nogle andre bunde jeg har lavet, og så var den rigtig lækker i smagen. Desuden var den vildt let at lave, da der ikke skal smeltes eller kværnes noget som helst før den laves. Det der dog virkelig gør den her pizza til ren luksus, er det friske fyld ovenpå den bagte pizza. Perfekt til en hyggelig aften for to, hvad end det så er en god veninde, en sød kæreste eller ens mor. Sidstnævnte lavede jeg denne pizza til for nylig :)


Ostepizza med chorizo, rucola og parmesan:
Dej:
1 ps mozzarella
4 æg
1 dl pofiber
½ tsk salt
½ tsk oregano

Bagt fyld:
1 lille dåse tomatpuré
1 stor klump frisk mozzarella
6 store tynde skiver chorizo eller parmaskinke

Frisk fyld:
1 bakke rucola
1 håndfuld små tomater
Frisk parmesan

Ingredienserne til dejen blandes grundigt sammen i en skål og bredes ud på en bradepande beklædt med bagepapir. Denne sættes nu i ovnen ved 200 grader i ca. 10 min. Derefter tages bunden ud og smøres med tomatpuré. Den friske mozzarella skæres i tynde skiver og fordeles over bunden, du kan evt. spæde op med lidt revet ost, hvis du synes der skal mere til. Øverst lægges de store skiver chorizo eller parmaskinke. Pizzaen får nu endnu 10 min. i ovnen.

Imens gøres fyldet klar. Rucolaen skylles grundigt, tomaterne skæres i halve og den friske parmesan skæres i tynde flager på et mandolinjern. Når pizzaen er færdig i ovnen fordeles rucola, tomater og parmesan på toppen, og så er den klar til servering. Den smager i øvrigt også glimrende kold dagen efter.

15.11.14

Hverdagsmad: frokost

Her er et par løse frokostidéer, hvor jeg enten ikke har en præcis opskrift, eller jeg primært går efter en anden bloggers opskrift, men er rigtig glad for retten, og derfor vil dele den videre med jer. Dette er opskrifter jeg bruger meget i min hverdag, hvor det ofte gerne må gå lidt hurtigt.


Pizza uden bund
1 stor håndfuld revet mozzarella (du kan også bruge frisk)
Cocktailpølser
Tomater
Oregano

Her kan du bruge lige det fyld du har lyst til. Læg det meste af osten nederst i en tallerken med lidt kant. Læg det fyld du ønsker ovenpå osten, og slut af med lidt mere ost og tørret oregano. Giv nu det hele ca. 2 min i mikroovnen ved fuld effekt. Prøv dig lidt frem med tiden, da mikroovne kan variere meget.



Salat med tun
Dette er en salat jeg har brugt som madpakke et par gange, som bare er rigtig lækker, og igen kan varieres efter lyst. Her har jeg brugt iceberg, agurk, peberfrugt, avocado, tun, fetatern og hårdkogte æg.

Sandwichbrød
7 æg
50 g smeltet smør
250 g revet mozzarella
1/4 dl fiberhusk
1/2 dl pofiber
2 tsk bagepulver
sesamfrø til pynt

Denne opskrift har jeg i store træk herfra.
Æg piskes luftige, før det smeltede smør røres i. Resten af ingredienserne tilsættes og det hele får lov til trække ca. 10 min. Hæld det hele ud på et stykke bagepapir i en bradepande, drys med sesamfrø og bag brødet fra kold ovn ved 175 grader varmluft.
Når det er kølet lidt ned klippes det i sandwichstørrelse. Her har jeg lavet 9 stykker, men det kan man jo tilpasse efter formål. Brødet er rigtig godt som en almindelig sandwich, fx med tunmousse, eller det kan bruges til toast med skinke og ost.

17.6.14

Calzone

Som barn valgte jeg som regel calzonen når vi en sjælden gang imellem bestilte pizza. Jeg har dog aldrig prøvet at lave den selv, men efter at have prøvet fathead-pizzaen, ser jeg uendelige muligheder for indbagt mad uden mel. Noget af det bedste ved calzonen, er den tomatsovs man hælder over, så den har jeg selvfølgelig også forsøgt mig med.

Calzone:
til 2 pers.

Tomatsovs:
1 ds tomat
1 lille håndfuld frisk basilikum
1 fed hvidløg
1 tsk sukrin gold
Salt og peber


Dej:
170 g revet mozzarella
40 g flødeost
50 g kværnede mandler
40 g affedtet sesammel
1 æg

Fyld:
150 g revet ost
1 pk skinkestrimler
Tørret basilikum

Tomatsovsen laves først ved at blende alle ingredienserne og derefter koge det op et par minutter i en kasserolle, og smage til.

Dejen laves efterfølgende. Put mozzarella og flødeost i en ovnfast skål og varm i mikroovnen til det er flydende og har en helt blank overflade. Alternativt kan du smelte osten i en gryde ved lav varme, men pas på det ikke brænder på.

Put resten af ingredienserne til dejen i osten og bland til den er ensartet. Form dejen til en kugle og læg den midt på et stykke bagepapir. Tryk den lidt flad, læg et andet stykke bagepapir over og rul dejen ud.

Lidt af tomatsovsen smøres ud på midten af dejen, og resten sættes på køl. Ovenpå puttes halvdelen af den revne ost, derefter lidt basilikum, skinkestrimlerne, resten af osten og til sidst lidt mere basilikum. Calzonen lukkes nu forsigtigt sammen, pas på der ikke går hul i dejen. 

Calzonen bages nu ca 30 min. ved 160 grader og serveres med tomatsovsen.


17.5.14

Fathead pizza

Min evige jagt efter den perfekte LCHF-pizza fortsætter. Dette er absolut en stærk konkurrent på feltet, og den skal helt sikkert laves igen snart. Den kan endda holdes i hånden, som et rigtigt stykke pizza! Til gengæld er det ikke et specielt charmerende navn denne såkaldte "fathead pizza" har..

Fathead pizza (1 pizza)
170 g revet mozzarella
50 g kværnede mandler
40 g sesammel
40 g flødeost
1 æg
hvidløg/urtesalt

Put mozzarella og flødeost i en ovnfast skål og varm i mikroovnen til det er flydende og har en helt blank overflade. Alternativt kan du smelte osten i en gryde ved lav varme, men pas på det ikke brænder på.

Put resten af ingredienserne i osten og bland til dejen er ensartet. Form dejen til en kugle og læg den midt på et stykke bagepapir. Tryk den lidt flad, læg et andet stykke bagepapir over og rul dejen ud. Den passer ca. til en "almindelig størrelse pizza". Prik dejen med en gaffel og bag den ca. 10-15 min. ved 160 grader.

Put det fyld på du ønsker, jeg har brugt tomatpuré, revet mozzarella, pepperoni, cocktailpølser, peberfrugt og oregano. Pizzaen bages nu ca. 10 min. eller til osten er gylden. Velbekomme!

21.12.13

Ostepizza

Der er mange variationer over LCHF-pizza. Det her er en af de bedre, og tilmed endnu lettere end meatzaen! Super lækker hurtig aftensmad eller frokost, evt. i madpakken.

Ostepizza
4 stk

Bund:
200 g revet ost
150 g hytteost
3 æg
2 spsk HUSK
1 spsk oregano

Fyld:
Pesto, tomatpuré eller tomatsovs
Fx frisk spinat, peberfrugt, tomater, pepperoni, cocktailpølser eller skinkestrimler
Lidt revet ost

Ingredienserne til bunden blandes i en skål og fordeles i 4 cirkler på en bradepande beklædt med bagepapir. Bag bundene ved 200 grader varmluft i ca. 10 min (eller til de er let gyldne) øverst i ovnen.

Tag bundene ud og fordel pesto, tomatpuré eller tomatsovs på dem. Jeg lavede både nogle med tomatpuré og nogle med pesto. Fordel det ønskede fyld ovenpå sovsen. Jeg valgte kun at benytte grønsager på pestoen, og kødfyld på tomaten. Det kan man sagtens variere som man har lyst. Ovenpå fyldet fordeles lidt revet ost. Når der er fyld på  pizzaerne får de ca. 5 min mere i ovnen, til osten er gylden.

Server evt. med grøn salat og fed creme fraiche.

14.12.13

Meatza

Meatza er en sammentrækning af meat og pizza, altså en kødpizza. Meatzaen blev en del af vores liv længe før LCHF blev introduceret, og den er fortsat en favorit herhjemme, som jo heldigvis passer fint ind i vores nye madvaner. Meatzaens fyld kan selvfølgelig varieres som man ønsker, men pga. kødbunden holder jeg mig som regel fra også at putte kødfyld på.


Meatza
4 stk (jeg plejer selv at spise én, kæresten spiser to)

Bunde:
4-500 g hakket kalv/flæsk
1 lille revet løg
1 fed presset hvidløg
1 æg
½ dl revet parmesan

Fyld:
1 ds. tomatpuré (eller tomatsovs)
ca. 200 g. revet ost
1 peberfrugt
1 håndfuld tomater
pesto
tørret oregano

Tænd ovnen på 180° varmluft. Farsen røres sammen i en skål og fordeles i fire portioner. Hver portion lægges på bagepapir og trykkes flad med fingrene. Det skal bare lige hænge sammen, de behøver ikke at være ret tykke. Bageplader er selvfølgelig forskellige i størrelsen, men på vores kan der godt være to på en plade. Hvis den ene er helt ned i venstre hjørne, og den anden er helt oppe i højre hjørne, så mødes de næsten på midten. Når de er trykket ud på pladerne bages de i 10 min.

Imens gøres fyldet klar og skæres ud. Når bundene er bagt kan der godt være noget væske ved, som kan duppes væk med køkkenrulle. Bundene smøres nu med tomatpuré, og ost og resten af fyldet fordeles over dem. De bages nu ca. 8-10 min, eller til osten er gylden.

Nydes evt. med salat og creme fraiche som tilbehør.

15.11.13

Pizza med bund på sesammel

Denne pizza er den mest "rigtige" pizza jeg har spist på LCHF. Den er også nææsten rigtigt sprød i kanten, hvilket jo er et vigtigt succeskriterie. Jeg havde dog ikke noget bagepulver denne gang, men det tror jeg, jeg vil prøve at putte i næste gang, så den måske bliver lidt mere luftig.

Pizza
til en hel bradepande

Bund:
5 æg
150 g philadelphia
2 spsk HUSK
3 spsk sesammel
2 tsk oregano
salt og peber
(evt. ½ tsk bagepulver)

Fyld: (varieres efter smag)
1 ds. tomatpuré
Revet ost (ikke pizzatopping, som ikke er ost)
Pepperoni
Cocktailpølser
Skinkestrimler
Friske tomater
Pesto

Pisk æg og philadelphia sammen, og bland de resterende ingredienser i massen. Lad det stå og trække i ca. 5 minutter, inden du hælder det hele ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Forbag bunden i ca. 30 minutter ved 160 grader

Tag bunden ud, og fordel fyldet på den. Bag igen i ca. et kvarter, de sidste 5 min skrues op til 200 grader så osten bliver gylden. Hold øje undervejs så den ikke brænder på, der er jo forskel på ovne :)