Your Nav Bar Here

Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag

21.11.14

Chokocupcakes med creamcheesefrosting

Jeg savner egentlig ikke rigtig at spise kage, men jeg savner virkelig at bage, og hygge mig med at lave gode kager. Derfor har jeg hygget mig med at bage nogle cupcakes, og pyntet dem med lækker frosting. 


Chokocupcakes
3 æg
100 g sukrin gold
1/2 tsk vanillepulver
75 g smør
50 g 80 % chokolade
1 tsk bagepulver
2 tsk kakaopulver
40 g kværnede græskarkerner
1 1/2 spsk fedtreduceret mandelmel
1 1/2 æggehvide (1 bæger)

Smør og chokolade smeltes over vandbad. De 3 hele æg piskes med sukrin gold og vanille. Når smør og choko er smeltet, piskes det i æggemassen. Nu tilføjes først bagepulver og kakao, som piskes ind i dejen, derefter græskarkerner og mandelmel. Til sidst piskes æggehviderne for sig, og vendes i dejen.

Bages ved 160 grader varmluft i ca 12 min.

Creamcheesefrosting
50 g blødt smør
100 g philadelphia
2 spsk sukrin melis

Det bløde smør piskes sammen med philadelphiaen, til det er helt fri for klimper. Derefter smages det til med sukrinmelisen og fordeles med en tyl på de afkølede cupcakes.

19.10.14

Luftig chokolademousse

Denne opskrift er faktisk stort set den samme som denne, men den her er mere luftig og lækker, fordi jeg har tilføjet en æggehvide. Den anden er også super lækker og tung, men nogle gange har man måske mere lyst til en luftig frisk mousse.

Chokomousse
til 2 pers.

2 æggeblommer
1 æggehvide
2 spsk sukrin gold
lidt vanillepulver
1½ dl fløde
75 g mørk chokolade
evt. ekstra fløde og friske bær på toppen

Chokoladen smeltes over vandbad. Imens piskes æggeblommerne hvide med sukrin gold og vanille. Æggehviden piskes helt stiv i en anden skål, pas på der ikke kommer noget blomme eller andet med, så kan den ikke blive stiv. Fløden piskes i en tredje skål, den skal bare lige blive stiv, pas på den ikke bliver overkørt.

Når chokoladen er kølet lidt af, blandes den i æggemassen. Et par skefulde af flødeskummen røres heri, dette sikrer en blød og ensartet konsistens. Resten af flødeskummet vendes forsigtigt i, og til sidst vendes æggehviden i.

Moussen fordeles i to glas og sættes på køl mindst ½ time. Den bliver bedre når den har stået et par timer, hvis man ellers kan vente så længe! Her har jeg serveret den med flødeskum og frosne hindbær kogt op med lidt sukrin melis.

30.8.14

Kokoskugler

Denne skønne snack har jeg lavet lidt for mange gange her i løbet af sommeren! Det skyldes simpelthen at mange af ingredienserne er nogle jeg har på lager, at de er hurtige og lette at lave og selvfølgelig at de smager super mums. Opskriften stammer herfra.



Kakaokugler:
ca. 20 stk

100 g smør
3 dl kokosmel
½ dl mandelmel
3/4 dl kakaopulver
2 spsk sukrin gold
½ tsk vanillepulver

ca. 1 dl kokosmel til at trille kuglerne i.

Det hele blandes med en gaffel og trilles til kugler. Kuglerne trilles i kokosmel og kuglerne sættes på køl mindst ½ times tid, til de bliver faste.

14.6.14

LCHF-Jordbærtærte

Min favorit sommerkage/dessert er jordbærtærten. Derfor har jeg selvfølgelig også eksperimenteret og lavet en LCHF-version! Den levede op til alle krav, og smagte himmelsk :)


Jordbærtærte (3 små tærter):
Tærtebund:
80 g kværnede mandler
1 spsk affedtet mandelmel
2 æggeblommer
40 g blødt smør
1 spsk sukrin gold
1/4 tsk vanillepulver
1 spsk fløde

Mazarinmasse:
40 g smør
30 g kværnede mandler
½ spsk affedtet mandelmel
½ spsk sukrin gold
1 æg
½ tsk mandelessens

Vanillecreme:
2 dl fløde
1/4 tsk perfect sød eller 2 spsk sukrin melis
1/4 tsk vanillepulver
½ bøtte mascarpone

50 g mørk chokolade, min. 70 %
8-10 Jordbær

Ovnen tændes på 160 grader. Alle ingredienser til tærtebunden blandes sammen og trykkes ned i tærteformene, og lidt op ad kanterne. De bages nu ca. 10-15 min.


I mellemtiden laves mazarinmassen klar. Her piskes alle ingredienserne sammen. Når tærtebunden er færdig fordeles mazarinmassen i, og tærterne bages igen ca. 10-15 min. Her er det vigtigt at holde øje undervejs, de skal bare lige blive lysebrune.



Tærterne sættes nu på køl, og køles helt ned. Når de er kølet helt af, smeltes chokoladen over vandbad og smøres ud på tærterne. Chokoladen skal køles helt ned og størkne, før vanillecremen skal på.


Fløden piskes med sødning og vanille. Marcarponen piskes for sig, og de to vendes sammen og smages til. Cremen fordeles nu på tærterne, og de pyntes med jordbær.


9.5.14

Regnbueis

Min kæreste og jeg er ret glade for is. Derfor kan det godt gå hen og blive en lang sommer, hvis vi slet ikke skal have det. Så er det jo heldigt, at det faktisk er ret let at lave is på LCHF-manér. Jeg lod mig inspirere af madbandittens grundopskrift på is, og valgte så at lave regnbueis, så jeg kunne prøve lidt forskellige varianter af. De blev alle super vellykkede, og kommer bestemt på menuen igen en anden gang. De kræver i øvrigt ikke ismaskine, bare en fryser.

Regnbueis:

6 pasteuriserede æggeblommer
½ stang vanille
6 spsk sukrin gold
½ liter økofløde
En bakke friske hindbær
1 spsk kakao

Pisk æggeblommer, sukrin og vanille til de bliver luftige. Pisk fløden i en anden skål, til den lige akkurat sætter sig, men ikke bliver for fast. Vend nu æggemassen forsigtigt i fløden. Denne grundmasse af is kan så smagssættes efter lyst, men jeg valgte at lade én tredjedel forblive vanilleis, én tredjedel blev tilsat en bakke moste hindbær og den sidste tredjedel tilsatte jeg 1 spsk kakaopulver. 

Hæld isen i lufttætte bøtter og put dem i fryseren. Vi spiste isen ca. 4 timer efter den blev lavet, og det var helt perfekt. Her var isen god og fast, men ikke hård og krystalliseret, som den kan blive når den står længere. Det er også en god idé at røre i isen et par gange undervejs, så undgår du også krystalliseringen.

7.4.14

Kæmpe LCHF-Whoopie Pie

Da jeg havde lavet kakaoomelet fik jeg idéen til at bruge dem som lagkagebunde. Det prøvede jeg så af til min morfars fødselsdag. Det endte dog med kun at blive to lag, og derfor nærmere en enorm whoopie pie med brombærskum imellem.
 Kæmpe LCHF-Whoopie Pie:
2 kakaoomeletter

2½ dl fløde
½ pose frosne brombær
ca. 3 spsk sukrinmelis
1 l kogt vand


Brombærrene hældes i en si og overhældes med det kogene vand. Bærrene moses i en skål med sukrinmelisen, og det smages til efter smag. Fløden piskes til skum og bærmosen vendes heri.

Kakaoomeletterne skal være kølet helt ned før kagen samles med skummet i midten. Toppen pyntes med sukrinmelis, som strøs gennem en si.

29.3.14

Kakaoomelet

Det her er nok verdens lækreste morgenmad! Selvom den hedder kakaoomelet, smager den slet ikke af æg, nærmere som en lækker svampet kage. Det kan man jo umuligt sige nej til en søndag morgen :)
Kakaoomelet
2 æg
½ dl fløde
2 spsk sukrin gold
1 spsk kokosfibre
2 spsk kakao
1/4 tsk fiberhusk

kokosolie til stegning

Fløde og æg piskes godt sammen. Resten af ingredienserne blandes i.

Kokosolien smeltes på en pande og massen hældes på. Lad det nu stå på blusset ved lav-middel varme til massen har sat sig. Vend omeletten og giv den et minuts tid på den anden side.

Mens omeletten steger gøres fyldet klar. Her har jeg serveret den med en god klat flødeskum og nogle frosne hindbær, som er blancheret og rørt op med ca. en spsk sukrin gold. Du kan selvfølgelig servere den med det du lige har lyst til, fx friske bær, cremefraiche, peanutbutter, sukkerfri marmelade, etc.

Den kan selvfølgelig også sagtens serveres som kage, jeg har selv planer om at forsøge at bruge den som lagkagebunde i morgen, så giver jeg lige en update :)

Kokostoppe med appelsin

Her er en hurtig lille kage, hvor de fleste ingredienser er nogle jeg som regel har i skabene. Så er det hurtigt at lave lækkerier til aftenkaffen eller uventede gæster :)
Kokostoppe med appelsin:
ca. 15 stk

200 g kokosmel
80 g sukrin gold
50 g kokosolie
skal og saft af ½ appelsin
½ tsk vanillepulver
3 æg

60 g mørk chokolade, mindst 70 %

Alle ingredienser, bortset fra chokoladen, blandes godt sammen. Derefter sættes de i små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. De bages i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 12-15 min eller til de er gyldne.

Lad dem nu køle helt af, hvorefter du smelter chokoladen over vandbad. Dyp nu kokostoppene i chokoladen og læg dem forsigtigt med bunden i vejret på en tallerken. Nyd når chokoladen er størknet :)

20.2.14

Fastelavnsboller LCHF-style

Jeg har måttet eksperimentere lidt, for at få et resultat der minder om en lækker luftig fastelavnsbolle. Mange af de opskrifter jeg har fundet har indeholdt mandelmel eller kokosfibre, hvilket gør bollen ret bastant. Derfor besluttede jeg mig for at gå mere i retning af oopsies. Jeg har ladt mig inspirere af denne opskrift, men som sædvanlig lavet en del ændringer, så de blev helt perfekte!
Fastelavnsboller a la oopsies:
4 stk

3 æg
110 g philadelphia
3 spsk sukrin gold
1½ tsk bagepulver
1 spsk fiberhusk

Tænd for ovnen på 130 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir.
Del æggene i hvider og blommer i hver sin skål, vær forsigtig, så der ikke kommer blomme med ved hviderne! Pisk nu æggehviderne så stive, at du kan vende skålen på hovedet uden de løber ud.

I den anden skål piskes flødeosten ud i æggeblommerne til alle klumper er væk, pisk sukrin og bagepulver i, og til sidst fiberhusk. Når fiberhusken er i, skal der arbejdes hurtigt før dejen bliver tyk. Bland nu forsigtigt (men hurtigt) de stive æggehvider i æggeblommerne og vend dem rundt til dejen lige netop er blandet.
Fordel dejen i klatter på bagepladen og gør dem runde med en ske. Jeg fik 9 stk af denne portion.
Bag klatterne i ca. 25-30 minutter. De skal blive en smule gyldne, men de skal ud inden de begynder at blive sprøde.

Når de er kølet af kan de fyldes efter smag. Denne er fyldt med en lemon curd som herunder, vanilleflødeskum (2 dl fløde, 2 spsk sukrinmelis og et drys vanille) og chokolade på toppen, men jeg lavede også nogle med chokomousse, friske jordbær, flødeskum og sukrinmelis strøet på toppen. Begge udgaver var super lækre.


Lemon curd (inspiration fundet her)
ca. 3 dl

Skal og saft af 2 økologiske citroner,
2 æg
2 æggeblommer
3 spsk sukrin gold
100 gram blødt usaltet smør

Pisk æg, blommer, sukrin og citron sammen i en gryde og varm det langsomt op til en svag simren. Det er vigtigt at det ikke er for hård varme, da hviderne fra æggene så koger til hvide klumper. Lad det simre under omrøring til cremen tykner.
Derefter skrues der helt ned for varmen og smørret skæres i tern og røres i. Hæld curden på glas og opbevar den på køl.

23.1.14

LCHF-Cookies

Her er en opskrift på lækre cookies, som er næsten lige så gode, som dem jeg plejede at lave med mel. Nyd dem! :)


LCHF-Cookies
12 stk.
 
100 g smør
125 g sukrin gold
1 tsk vanillepulver
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
2 æg
100 g mandler
100 g mørk chokolade (min. 70 %)
25 g kokosfiber

Sukrin, vanille, natron og bagepulver blandes i en skål. Smørret skæres i tern og puttes i. Hvert tern trykkes fladt, så det blødgøres med håndvarmen. Når det er lidt blødt piskes det med en elpisker, til det hele er blandet. Æggene piskes i.

Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Mandlerne males fint i en minihakker. Chokoladen hakkes i store stykker. De malede mandler, chokoladen og kokosfibrene røres i dejen. Dejen deles i 12 stykker, som formes til cookies og fordeles på en bageplade. Du behøver ikke trykke dem helt flade, da de flyder lidt ud i ovnen.

Bag dine cookies 10-15 min., men hold øje med dem, de brænder hurtigt på! Når de er færdige skal de være lysebrune i kanten, men ikke faste. De sætter sig først, når de er taget ud og kølet af. De er især rigtig gode når de har været i køleskabet og rigtig har sat sig. Hvis ikke de er på køl bliver de hurtigt bløde.

5.1.14

Nytår 2014

Godt nytår! Omend lidt forsinket..

Nytårsaften var kæresten og jeg alene i sommerhus med svigermors hund. Det var super hyggeligt, og jeg havde rigtig god tid til at gå og nørkle med en lækker LCHF-menu. Planen var som følger:
Forret: kylling-karry-salat med bacon
Hovedret: Roastbeef med bønner viklet i bacon og bearnaise
Dessert: Cheesecake med jordbær
Midnat: Kransekage og champagne

Planen blev dog ændret lidt undervejs, da jeg havde forsøgt at lave bearnaisen på forhånd, og den skilte da jeg opvarmede den. Derfor blev det til en hurtig pandesovs. Forret, hovedret og kransekage-opskrifterne vil jeg gerne dele med jer, men cheesecaken blev desværre lidt grynet i konsistensen fordi husblas og jeg ikke er gode venner, så den må i have til gode til jeg har prøvet den igen en anden god gang :)


Kylling-karry-salat med bacon
til 2 pers

2 kyllingebryster

2 dl creme fraiche
2 spsk mayo
½ tsk karry

en lille håndfuld frisk basilikum, hakket
salt og peber
bacontern
romainesalat 

Sæt en gryde over med vand, så det kan dække de to kyllingebryster. Når vandet koger puttes kyllingen i og koger ca. 15 min. Steg baconternene på panden og klargør og vask salatbladene. Når kyllingen er kogt skæres de over for at tjekke om de er færdige. Hvis de er færdige skæres de i tern og sættes efterfølgende i køleskab. Mens kyllingen køler af røres dressingen af creme fraiche, mayo, karry, basilikum, salt og peber. Til sidst røres kylling og dressing sammen og fordeles i salatbladene, hvorefter de stegte bacontern og evt. lidt frisk basilikum drysses over.

Hovedretten var rimelig simpel, så jeg vil ikke gå i dybden med opskriften, men det blev nu ret lækkert. Roastbeefen blev kogt i rigeligt vand med lidt salt i 14 min. Efterfølgende blev den brunet på panden i rigeligt smør. Jeg brugte ca. en halv pose frosne bønner, som jeg rullede i to pakker bacon og gav ca. 20 min i ovnen ved 200 grader varmluft. Pandesovsen lavede jeg på smøren fra stegen, hvor jeg blot hældte godt med fløde på panden og kogte det ind, og derefter smagte til med salt og peber.

I skal ikke snyder for et billede af cheesecaken, som var super flot og havde en dejlig smag, trods den lidt grynede konsistens.

Kransekagen var til gengæld bare rigtig lækker, så selvom det er lidt sent den kommer på bloggen, synes jeg sagtens den kan bruges som en lille treat, fx en dag der kommer gæster.
Kransekage
6 stk

100 g smuttede
3 spsk sukrin gold
½ tsk mandelessens
1,5 æggehvide

50 g mørk chokolade

Mandlerne smuttes og tørres godt i et viskestykke. Kør mandlerne helt fine i en minihakker. I en skål blandes mandlerne med sukrin gold, mandelessens og æggehvider. Konsistensen skal være lidt blød (blødere end hjemmelavet marcipan).

Massen formes til 6 aflange stykker og bages ca. 12 min. ved 200 grader. De skal have lidt farve, men pas på de ikke brænder på.

Kransekagestykkerne afkøles og kan nu pyntes med glasur eller som her dyppes i mørk chokolade. Hvis du dypper dem i smeltet chokolade kan du evt. benytte resten til at lave chokolademandler, som her:
 Det er såre simpelt. Du tager bare nogle mandler og smider op i dine smeltede chokolade-rester (jeg havde smeltet 100 g). Mandlerne fordeles ud på et stykke bagepapir og sættes i køleskabet. Når chokoladen er stivnet lidt (efter ca. 10 min.) tages mandlerne ud og brækkes fra hinanden. Derefter kan de hældes i fryseposer og rystes med fx lakrids- eller kakaopulver.

LCHF-Chokoladekage med hindbærcoulis

Kæresten havde fødselsdag her i december, så der bagte jeg denne lækre chokoladekage. Den er meget kraftig og lækker, så jeg serverede den med lidt let flødeskum og en hindbærcoulis. Jeg har lavet kagen før, men føler ikke jeg kan tage credit for opskriften, da jeg har fundet den her. Den er dog så lækker, at jeg bliver nødt til at dele den med jer! Jeg har blot ændret lidt efter min smag, så jeg har brugt lidt mere sødning og fintmalede mandler.

LCHF-Chokoladekage
200 g mørk chokolade min. 70%
250 g smør
6 æg
1 1/4 dl piskefløde
1,5 dl sukrin gold
3 spsk fintmalede mandler
1 tsk vanillepulver
evt. 100g hakket mandler eller andre nødder

100 g mørk chokolade
frystørret hindbær


Æg, sukrin gold og vanille piskes luftigt, mens smør og chokolade smeltes over vandbad.


Når smør og chokolade er smeltet blandes fløden og de fintmalede mandler i og blandingen hældes i æggene og det hele piskes sammen. Dejen hældes i en springform med bagepapir i bunden, og siderne smøres med lidt smør.


Kagen skal have ca. 15-18 min. i ovnen ved 225 grader. Kagen er klart bedst afkølet, og endda allerbedst dagen efter den er lavet! Når kagen er kølet kan den evt. pyntes med smeltet mørk chokolade og frysetørret hindbær.

Hindbærcoulis
1 pose frosne hindbær
ca. 3 spsk sukrin gold 

Hindbærrene hældes i en gryde med sukrin gold og lidt vand. Det hele varmes op, og hindbærrene moses. Når det har været oppe at koge smages det evt. til med mere sukrin, og serveres varmt eller koldt med flødeskum til chokoladekagen.

15.12.13

LCHF-Muffins med chokolade

Disse muffins er så lækre, at man slet ikke tænker over at der ikke er sukker i. Opskriften er inspireret af Kims Køkken, men jeg har lavet min egen version med dejlig mørk chokolade, og til gengæld uden topping. Men i skal passe på med at lave for mange, de er svært vanedannende ;)


LCHF-Chokolademuffins
ca. 5 stk (jeg lavede 12 små og 2 almindelige)

2 æg
½ tsk vanillepulver
1 spsk sukrin gold
1 spsk sukrin+
½ dl affedtet mandelmel
½ dl kværnede mandler
1 tsk bagepulver
60 g smeltet smør
75 g mørk chokolade, min. 70%

Tænd ovnen på 170 grader. Æg, vanillepulver og begge former for sukrin køres i røremaskine eller med elpisker et par minutter til det er næsten hvidt, og meget luftigt. Mandelmelet, de kværnede mandler og bagepulveret blandes, og røres i æggemassen ved lavere hastighed. Til sidst røres det smeltede smør i dejen, og chokoladen hakkes og vendes i. Dejes fordeles i forme, som fyldes ca. 3/4 op. Bag i ca 10-15 min., men hold øje undervejs, da det er meget forskelligt fra ovn til ovn, og om du har valgt at lave store eller små muffins.

Kagerne er bedst når de har stået på køl og chokoladen har sat sig. God fornøjelse :)

8.12.13

Kakaomarcipan

Jeg er her på det sidste begyndt at eksperimentere med forskellige julegodter, så jeg er beredt til diverse julearrangementer her i december. Til denne kakaomarcipan har jeg hentet inspiration her.

Kakaomarcipan
150 g smuttede mandler

3 spsk. sukrin (evt. sukrin melis, hvis man vil undgå "knas")
2 spsk. kakao
½ tsk mandelessens
1 æggehvide
150 g chokolade (min 70%)

evt. pynt, fx frysetørrede hindbær

Mandlerne kører i en minihakker et par minutter, til de er så fintmalede som muligt. Mandlerne og resten af ingredienserne hældes over i en skål, hvor massen æltes sammen og samles i en kugle.
Marcipanen sættes på køl ca. en halv time, og formes derefter til kugler.

Chokoladen smeltes over vandbad, og kuglerne trilles heri (brug fx en pølsetang til hurtigt at vende dem, og fiske dem op igen). Placer kuglerne på et fad beklædt med bagepapir eller husholdningsfilm, så er de lette at få af igen. Hvis du vil pynte dem, gøres dette mens chokoladen fortsat er våd, her har jeg brugt frysetørrede hindbær.

Opbevar dem i en lufttæt beholder i køleskabet, og del med venner og familie, eller spis dem alle selv :)

2.12.13

Fyldte chokolader

Jeg har endnu ikke begivet mig ud i et forsøg med at temperere chokolade. Jeg har til gengæld eksperimenteret lidt med fyld til chokolader, så jeg kan have lidt godter med til juletid, som jeg selv kan spise. Her er opskriften på chokolader med en lækker chokoladeganache, som kan varieres efter lyst, fx med mint- eller appelsinchokolade.
Fyldte chokolader med ganache
ca. til en form (helst i blød plast)

Skal:
200 g mørk chokolade min 70%

Ganachefyld:
50 g mørk chokolade min 70% (evt. med smag)
1½ tsk sukrin+
½ dl fløde
5 g smør

Fordi jeg ikke har mestret tempereringen endnu, benytter jeg en form i blød plast, da det kan være svært at få chokoladerne ud af en form i hård plast, hvis ikke chokoladen er tempereret (jeg taler af erfaring!).

100 g chokolade smeltes over vandbad. Formen fyldes helt op med chokoladen, og bankes derefter et par gange let ned i bordet, for at slå luftbobler ud. Lad chokoladen blive i et øjeblik, og hæld det derefter tilbage i skålen. Hav lidt tålmodighed, og lad så meget som muligt flyde tilbage, så du får et tyndt lag chokolade. Brug en paletkniv til at skrabe det overskydende chokolade af toppen., så du får lige kanter på de enkelte stykker. Sæt formen i køleskabet ca. et kvarter, til chokoen er størknet.

I mellemtiden laves ganachen. Smør, chokolade og sukrin+ smeltes over vandbad. Fløden røres i, og der røres rundt til konsistensen er blød og lækker.

Når chokoladen i formen er størknet, fyldes den med ganachen. Sørg så vidt muligt for kun at hælde direkte i de enkelte stykker, så ikke det kommer ud over kanten på skallerne. Lad ca. en millimeter luft være, til bunden. Sæt tilbage i køleskabet og lad det størkne. Konsistensen kan være lidt forskellig alt efter chokoladetype, men den burde i hvert fald være rigeligt størknet efter en hal til en hel time. Kig til den undervejs.

Når fyldet er nogenlunde fast smeltes de næste 100 g chokolade over vandbad og hældes i formen. Skrab grundigt med paletkniven denne gang, så ikke der sidder overskydende chokolade fast på kanterne. Lad det stå i køleskabet minimum en halv time før du tager en smagsprøve ud. Lad det optimalt stå til næste dag, før de tages helt ud af formen og gemmes i en lufttæt boks på køl.

Ganachen bliver rigtig dejligt fløjlsblød og jeg savnede slet ikke købe-chokolader. Disse er dog ikke strikse LCHF, men hvis man benytter sukkerfri chokolade kan man selvfølgelig gøre det mere strikst. Det gør jeg dog ikke selv, da jeg synes det er vigtigt at have nogle små glæder, der ikke kræver alt for meget indkøbsarbejde :)

31.10.13

Chokomousse

Så blev det tid til lidt dessert. Siden jeg er begyndt på LCHF har chokolademoussen været min "go-to"-dessert når vi har haft gæster, fordi det bare er super let og samtidig vildt lækkert at lave. Her kommer min version, pas på I ikke bliver afhængige!


Chokomousse
til 2 pers.

2 æggeblommer
1 spsk sukrin+
lidt vanillepulver
1½ dl fløde
75 g mørk chokolade
evt. ekstra fløde og friske bær på toppen

Chokoladen smeltes over vandbad. Imens piskes æggeblommerne hvide med sukrin+ og vanille. Fløden piskes i en anden skål, den skal bare lige blive stiv, pas på den ikke bliver overkørt.

Når chokoladen er kølet lidt af, blandes den i æggemassen. Et par skefulde af flødeskummen røres heri, dette sikrer en blød og ensartet konsistens. Resten af flødeskummet vendes forsigtigt i.

Moussen fordeles i to glas og sættes på køl mindst ½ time. Den bliver bedre når den har stået et par timer, hvis man ellers kan vente så længe! Den pyntes evt. med flødeskum og friske bær. Især bærene er anbefalelsesværdige, fordi de giver et dejligt syrligt modspil til den ellers lidt tunge mousse.