Your Nav Bar Here

9.5.14

Regnbueis

Min kæreste og jeg er ret glade for is. Derfor kan det godt gå hen og blive en lang sommer, hvis vi slet ikke skal have det. Så er det jo heldigt, at det faktisk er ret let at lave is på LCHF-manér. Jeg lod mig inspirere af madbandittens grundopskrift på is, og valgte så at lave regnbueis, så jeg kunne prøve lidt forskellige varianter af. De blev alle super vellykkede, og kommer bestemt på menuen igen en anden gang. De kræver i øvrigt ikke ismaskine, bare en fryser.

Regnbueis:

6 pasteuriserede æggeblommer
½ stang vanille
6 spsk sukrin gold
½ liter økofløde
En bakke friske hindbær
1 spsk kakao

Pisk æggeblommer, sukrin og vanille til de bliver luftige. Pisk fløden i en anden skål, til den lige akkurat sætter sig, men ikke bliver for fast. Vend nu æggemassen forsigtigt i fløden. Denne grundmasse af is kan så smagssættes efter lyst, men jeg valgte at lade én tredjedel forblive vanilleis, én tredjedel blev tilsat en bakke moste hindbær og den sidste tredjedel tilsatte jeg 1 spsk kakaopulver. 

Hæld isen i lufttætte bøtter og put dem i fryseren. Vi spiste isen ca. 4 timer efter den blev lavet, og det var helt perfekt. Her var isen god og fast, men ikke hård og krystalliseret, som den kan blive når den står længere. Det er også en god idé at røre i isen et par gange undervejs, så undgår du også krystalliseringen.

6.5.14

Frikadeller med pandegrønt

Her er endnu en klassiker til repertoiret. De smager super godt, og udover kødet skal der faktisk kun basisingredienser i, som vi altid har på lager. Så det er let og lækker aftensmad :)

Frikadeller:
500 g hakket svinekød
1 tsk salt
peber
1 æg
1 revet løg
½ dl fløde

Smør til stegning

Farsen blandes og hviler derefter ca. 10 min. på køl. Rigeligt smør smeltes på panden, mens frikadellerne formes med en ske. Steg dem ved middel varme ca. 5 minutter på hver side. Tjek naturligvis at de er gennemstegte før servering :)

Pandegrønt:
½ broccoli
½ peberfrugt
300 g frosne bønner
smør

Broccolien deles i små buketter og peberfrugten skæres i tern. Smørret smeltes på panden, og grønsagerne tilføjes. Steger nu ved middel varme til bønnerne er tøet og broccolibuketterne har fået lidt farve. Server evt. med en god pesto.

4.5.14

Tærte med skinke eller tun

 Jeg har længe gerne villet prøve at lave en LCHF-tærte, men nu blev det endelig til noget! Kæresten er ikke fan af tun, så portionen blev delt i tre, hvor en tredjedel blev med tun, og to tredjedele med skinke. Det kan jo varieres som man har lyst :)

Tærte:
Bund:
100 g smør
50 g kværnede mandler
50 g affedtet mandelmel
1 dl kværnede solsikkekerner
1 tsk fiberhusk
50 g revet ost
1/4 tsk salt

Fyld:
150 g tun eller skinke
1½ dl creme fraiche
1 tsk tørret basilikum
½ tsk salt
peber
2 æg
10 små forårsløg i tynde skiver
50 g revet ost
½ tsk fiberhusk

De kværnede mandler og kerner og det affedtede mandelmel blandes i en skål. Smørret skæres i tern og smuldres heri, til det er helt nuldret ud. Fiberhusk, ost og salt tilføjes og det hele blandes grundigt sammen. Fordeles i et tærtefad, også lidt op ad siderne. Prikkes med en gaffel, og bages i ca. 20 min. ved 160 grader.

Fyldet blandes i en skål og hældes i den forbagte tærtebund. Tærten sættes nu tilbage i ovnen i ca. 45 min., eller til den er lidt gylden på toppen.


 


3.5.14

Koldskål med jordbærskum

Så nærmer sommeren sig så småt, og til sommer hører koldskål. Her er mit bud på en lækker én af slagsen. Jeg har valgt at undlade kammerjunker og i stedet har jeg lavet en lækker jordbærskum og serveret med lidt blåbær :)

Koldskål:

1 l kærnemælk
1/4 l fløde
1 vanillestang
1½ dl sukrin melis

Lidt kærnemælk blandes med vanille og sukrin. Fløden piskes til en luftig skum. Kærnemælken med vanille og sukrin blandes med resten af kærnemælken og flødeskummet vendes forsigtigt i. Smag tilalt efter hvor sød en tand du har :)

ca. 300 g friske jordbær
ca. 3 spsk sukrin gold
½ vanillestang
1/4 l fløde

Jordbærrene moses med en gaffel og blandes med sukrin og vanille. Fløden piskes og vendes med bærmosen. Smag til, og server med friske bær til koldskålen.

12.4.14

Kanelomelet

Her er endnu en variation over en sød morgenmadsomelet. Det giver en lidt julet fornemmelse med kanelen, men det sur-sødlige fra bærrene spiller rigtig godt op til omeletten.
Kanelomelet:
2 æg
½ dl fløde
1 spsk sukrin gold
1 spsk kokosfibre
½ tsk kardemomme
1 tsk kanel

smør til stegning

Smørret smeltes på en pande. Imens piskes de resterende ingredienser grundigt sammen. Æggemassen hældes nu på panden. Lad det stå på blusset ved lav-middel varme til massen har sat sig. Vend omeletten og giv den et minuts tid på den anden side.

Mens omeletten steger gøres fyldet klar. Her har jeg serveret den med flødeskum og frosne brombær tøet i mikroovn med lidt sukrin gold for at tage det syrlige.

9.4.14

Tunmousse

Det her er en rigtig klassiker fra min barndom. Den er baseret på den oprindelige opskrift fra Karolines kogebøger, men tilpasset så den passer bedre til mine smagsløg. Tunmoussen smager godt og er desuden en god måde at få fedtprocenten op.
Tunmousse:
1 ds tun i vand
75 g smør
1 dl creme fraiche
ca. 2 tsk citronsaft
salt og peber

Tunen findeles i en skål. Smørret skæres i tern og moses i tunen med en gaffel, bliv ved til det er rørt helt ud i tunen. Tilsæt creme fraiche og bland det godt. Tilsæt nu citron og smag til med salt og peber.

Moussen bliver bedst hvis den får lidt tid på køl. Den er dog også lækker nylavet, da jeg sjældent har tålmodighed til at vente :)

7.4.14

Kæmpe LCHF-Whoopie Pie

Da jeg havde lavet kakaoomelet fik jeg idéen til at bruge dem som lagkagebunde. Det prøvede jeg så af til min morfars fødselsdag. Det endte dog med kun at blive to lag, og derfor nærmere en enorm whoopie pie med brombærskum imellem.
 Kæmpe LCHF-Whoopie Pie:
2 kakaoomeletter

2½ dl fløde
½ pose frosne brombær
ca. 3 spsk sukrinmelis
1 l kogt vand


Brombærrene hældes i en si og overhældes med det kogene vand. Bærrene moses i en skål med sukrinmelisen, og det smages til efter smag. Fløden piskes til skum og bærmosen vendes heri.

Kakaoomeletterne skal være kølet helt ned før kagen samles med skummet i midten. Toppen pyntes med sukrinmelis, som strøs gennem en si.