Your Nav Bar Here

Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten tilbehør. Vis alle opslag

21.4.15

Stegt flæsk med broccolifritter og persillesovs

Stegt flæsk er da bare den ultimative LCHF-ret! Lækkert fedt kød med noget dejligt grønsagstilbehør og en god fløde-persillesovs. Her har jeg serveret retten med broccolifritter, som er mit favorittilbehør for tiden, og så er de desuden også vildt gode til at suge en masse dejlig sovs!


Flæsk
1 pk stegeflæsk

Jeg synes mange opskrifter jeg ser på stegt flæsk, siger at flæsken skal have op omkring ½ time i ovnen. Det synes jeg dog er for meget, da det så bliver helt hårdt, men hold selv øje med hvornår du synes det er klar. Det skal gerne blive lidt brunt, men vær opmærksom på at det "stivner" ligesom bacon når det køler lidt.

Bank stegeflæsket fladt og læg det på en rist. Sæt det i en ovn ved 200 grader varmluft, med en bradepande under, til at opsamle fedtet. Jeg gav det omkring 15-20 min, hvor jeg vendte det et par gange undervejs.

Broccolifritter
1 broccoli
Olivenolie
Salt og peber

Broccolien vaskes og skæres i lange stænger. De vendes i olie, salt og peber og fordeles på en bradepande. Den kan sagtens sættes i ovnen sammen med stegeflæsket, så længe det er på varmluft. Broccolien skal også have omkring 15-20 min.

Persillesovs
En klat smør
4 dl fløde
Salt og peber
½ dusk finthakket persille

Sovsen laves ved at smelte lidt smør på en pande, hælde fløden på og så bare forsigtigt koge den ind, mens du hele tiden sørger for at røre rundt, så det ikke brænder på. Når sovsen er tilpas tyk tilføjes persillen og den smages til med salt og peber.

26.1.15

Spinat-tilbehør

Dette tilbehør er ikke specielt pænt at se på, men det smager til gengæld virkelig godt, og passer til det meste kød. Her har jeg serveret det til et lækkert fyldt kyllingebryst. 


Spinat-tilbehør:
1 stort rødløg
2 spsk olivenolie
130 g friske tomater
1 ds hk tomater
2 spsk tomatpuré (1 lille ds)
1/2 peberfrugt
1/2 broccoli
6 håndfulde løsfrossen spinat
1 1/2 tsk spidskommen
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1/4 tsk kanel
1/4 tsk cayennepeber
Salt og peber
1/2 dl creme fraiche
1 dl vand

Løg klares i olien, tomat tilsættes, derefter peberfrugt, broccoli, spinat og krydderier. Lad det nu koge ca. 1/2 time. Til sidst tilsættes creme fraiche, og der fortyndes evt. med vand.

16.12.14

Squash-tilbehør

Det her er en virkelig lækker og cremet ret, men alligevel sprængfuld af grønsager. Som udgangspunkt fungerer den lækkert som tilbehør, fx til et saftigt stykke kylling. Den kan dog også fungere som vegetarisk ret for sig. 

Squash-tilbehør
1 stor squash
Olivenolie
Salt og peber

1 lille løg
1 fed hvidløg
1 ds hakkede tomater
1/4 tsk cayennepeber
1/2 tsk basilikum
1/4 tsk sukrin gold
Salt og peber

1 stor klump frisk mozzarella eller et par håndfulde revet.
1 lille håndfuld revet parmesan

Squashen skæres i skiver på langs, ca. ½ cm tykke. Disse smøres med olivenolie, drysses med salt og peber og bages 10 min. ved 180 grader varmluft

Løg og hvidløg hakkes, og klares derefter i olie. Tomater, sukrin gold og krydderier tilføjes og det hele koges op. Lad det koge ca. 5 min.

Det hele lægges nu i lag i et lille fad. start med lidt tomatsovs, derefter squash, så tomat, så mozzarella, etc. Top af med lidt revet parmesan og giv det 15 min i ovnen.

Server som det er, eller som tilbehør, fx til kylling.

14.12.14

Kyllingerulle med spinatsalat

Hvis det skal være lidt mere lækkert, hvad end det er en helt almindelig hverdag, eller en dag med gæster, er det her et rigtig godt bud. Du kan bruge lige hvad du har lyst til af variationer på pesto, krydderurter, ost etc. i kyllingerullen, alt efter hvad du lige har, eller har lyst til.

Kyllingerulle med spinatsalat
2 pers.

Spinatsalat med bagte tomater:
1 lille bakke frisk spinat
150 g friske tomater
Olivenolie
Oregano
Salt
Sukrin gold
1 peberfrugt
Fetatern

Kylling:
2 kyllingebryster
2 spsk philadelphia
Grøn pesto
En håndfuld frisk spinat
1 pakke frisk mozzarella
1 pakke parmaskinke

De friske tomater skæres over i halve og fordeles på en bageplade med bagepapir. Peberfrugten skæres i tern og fordeles ligeledes. Det hele dryppes nu med olivenolie og tomaterne drysses med oregano, salt og sukrin gold. Det bages nu ved 150 grader ca. ½ time. Hold øje undervejs, det skal ikke blive brændt!

Kyllingebrysterne skæres igennem på langs, så de kan foldes ud. Skær dem ikke helt over. Når de er foldet ud bankes de helt flade. De smøres nu med philadelphia og pesto. Herpå fordeles spinatbladene og helt tynde skiver mozzarella. Rullerne rulles nu helt stramt og omvikles med parmaskinken. Kyllingen bages nu ca. 20 min. ved 180 grader varmluft.

Når tomat og peberfrugt er kølet lidt ned blandes det med den friske spinat og fetaternene, og når kyllingen er færdig, er det klar til servering.

21.10.14

Rødvinssovs

Det vigtige ved dette måltid var sovsen. Ikke rødvinssauce, men sovs! Jeg har aldrig lavet rødvinssovs før, heller ikke før LCHF, men jeg fik virkelig lyst til at forsøge mig med det her forleden. Forsøget gik virkelig godt, og sovsen blev helt vildt god. Her har jeg serveret den med hakkebøffer, bløde løg og grøn salat.

 
Fantastisk rødvinssovs:
1 stort rødløg, finthakket
50 g smør
1 hønsebouillonterning
2 dl kogt vand
400 g champignon
2,5 dl rødvin
1 1/2 spsk tomatpuré
3 dl fløde
En klat smør
Salt og peber

Rødløget hakkes fint og steges i en stor pande, i 25 gram smør, til det er brunet. I mellemtiden koges vandet, og blandes med bouillonterningen, og champignonerne renses og skæres i skiver. Når løget er brunet, blandes det med bouillonen og blendes til en ensartet masse. 

Champignonerne steges nu i 25 gram smør. De første par minutter skal du bare lade dem stå, uden at røre rundt i dem, det gør, at de væsker mindre. Efterfølgende vendes de rundt, til de alle har trukket sig lidt sammen af varmen.

Rødvinen hældes nu over og varmes op. Tomatpuréen og løgmassen røres ud i rødvinen, og nu skal det hele have lov at stå og simre ved middel varme, under jævnlig omrøring, så det hele bliver reduceret til en lidt tykkere masse. Det tog mig ca. en halv times tid.

Nu sies champignonerne fra. Jeg går ud fra de kan beholdes, hvis man kan lide dem, men jeg bruger dem kun som smagsgiver. Vær grundig når du sier det fra, for der er på det her tidspunkt ikke så meget tilbage, og intet skal gå til spilde.

Nu hældes fløden i, og det røres godt rundt. Nu skal sovsen bare have lov til at koge ind til den ønskede konsistens, det tog mig højst 10 minutter. Bliver den lidt for tyk, hældes blot mere fløde i. Her smeltes også lige en klat smør i, for at gøre det mere cremet og lækkert.

Smag til sidst til med salt og peber og server til noget lækkert kød og en grøn salat.

15.10.14

Stegte rosenkål

Jeg ved der er mange derude, der mener de ikke bryder sig om rosenkål, men rosenkål kan faktisk være virkeligt skønne, hvis de bare bliver tilberedt helt simpelt. Derfor er dette næsten ikke engang en opskrift, bare et lille tip til, hvordan rosenkål kan gøres velsmagende.

De skal bare skæres i halve, og steges dem ved høj varme, i en blanding af smør og olie. Så bliver de helt sprøde og næsten lidt karameliserede på stegefladen. Her har jeg serveret dem til en god bøf, med en pandesovs på indkogt fløde, salt og peber. Simpelt og lækkert!


12.10.14

Ovnbagte blomkålsrösti

Jeg er begyndt på nyt studie, hvilket er virkelig sjovt og spændende, det tager bare al min tid! Derfor er bloggen, og den mere interessante madlavning generelt blevet ret forsømt på det sidste. Jeg kan desværre ikke love, at det bliver bedre lige foreløbig, men når jeg ind imellem laver noget lækker mad, skal jeg selvfølgelig nok finde tid til at få lagt lidt op en gang imellem :)

Dette indslag er inspireret fra en opskrift delt på Rikke Stenbuchs facebookside, på blomkålsfritter. Mine blev lidt grovere, og mere hen ad rösti. De var super gode og kan serveres til et godt stykke kød og hvilken som helst sovs eller dressing. Til næste gang har jeg investeret i en kartoffelpresser til at få væden fra blomkålen, men denne gang brugte jeg en si og et viskestykke, så det kan sagtens lade sig gøre :)


1 stort blomkål
150 g revet cheddar eller mozzarella (jeg brugte en blanding)
4 æg
1 dl pofiber
1/2 tsk hvidløg/urter-grillkrydderi (fra Santa Maria)

salt og peber 


Paprika eller oregano til drys

Forvarm din ovn til 200 grader varmluft. Blomkålen renses og deles i mindre buketter. Buketterne puttes i en gryde og koges i 1 cm vand i ca. 10 minutter under låg. Når blomkålen er dampet næsten mør, hældes vandet fra. Når blomkålen er dampet af og kølet lidt ned vrides den fri af vand i et viskestykke, en kartoffelpresser eller ved at putte den i en si, og presse en stor skål ned i. Hæld herefter blomkålsmassen i en skål. Æggene deles nu og fordeles med hviderne i en tom skål og blommerne i skålen med blomkålsmassen. Hak derefter osten helt fint. Tilsæt osten til blomkålsmassen sammen med pofiber og krydderierne. Pisk nu blomkålsmassen godt sammen med en elpisker og tilsæt til sidst de stive hvider og pisk sammen med blomkålsmassen ved laveste hastighed. Dejen er nu færdig og fordeles i klatter på en bageplade beklædt med bagepapir. Drys med paprika eller oregano og bag dem på midterste rille i ca. 20 minutter. Hold øje med dem de sidste 5 minutter, så de ikke bliver for mørke.

29.8.14

Marineret kylling med spidskålstzatziki

Denne lækre, men simple ret, lavede jeg en dag jeg var alene hjemme, og havde brug for dejlig sommermad og forkælelse. Den er bare rigtig god en skøn sensommeraften på altanen.


Marineret kylling med spidskålstzatziki:
2 pers.

Marineret kylling:
400 g kyllingeinderlår
3/4 dl koldpresset olivenolie
3/4 dl koldpresset rapsolie
1 fed presset hvidløg
1 spsk sukrin gold
2 spsk paprika
1 spsk karry
salt og peber

Spidskålstzatziki:
½ bøtte græsk yoghurt 10 %
½ spidskål
1 fed presset hvidløg
salt og peber

Marinaden til kyllingen blandes, og kyllingestykkerne vendes godt rundt heri. Dæk skålen med film og stil det på køl min. 1 time. Når kyllingen har trukket, hældes det overskydende marinade fra og kyllingen steges på en pande ved middel varme.

Den græske yoghurt blandes med hvidløg, salt og peber. Spidskålen skæres i helt fine strimler og vendes i den græske yoghurt.

Server evt. med en grøn salat eller resten af spidskålen fint snittet.

15.6.14

Indbagt laks med spidskålssalat

Kæresten kan ikke lide fisk, hvis det altså ikke er paneret eller lavet til fiskefrikadeller. Derfor får vi sjældent fisk herhjemme, medmindre jeg selv laver noget med tun til frokost. Derfor så jeg mit snit til at servere noget fisk, da jeg fik besøg, og denne ret blev derfor nydt en knap så varm sommerdag på altanen med en god veninde.

 
Indbagt laks:
til to pers.

Dej:
200 g revet mozzarella
50 g kværnede mandler
40 g sesammel
1 æg

Fyld:
2 stk laks (ca 225 g)
6 "bolde" frossen spinat
½ dl vand
1 1/2 dl fløde
100 g flødeost
Saft fra en (lille) halv citron
Salt, peber, muskat

Put mozzarella i en ovnfast skål og varm i mikroovnen til det er flydende og har en helt blank overflade. Alternativt kan du smelte osten i en gryde ved lav varme, men pas på det ikke brænder på.

Put resten af ingredienserne i osten og bland til dejen er ensartet. Form dejen til en kugle og del den i to. Disse kugler rulles ud hver for sig, mellem to stykker bagepapir. De skal rulles ud i ovaler.

Nu laves fyldet. Den frosne spinat puttes i en gryde med vandet. Det varmes nu op, til spinaten er helt tøet. Hertil tilføjes fløde, flødeost og citronsaft. Det hele koges nu lidt ind, så det bliver en tyk sovs. Denne smages til med salt, peber og en smule muskatnød.

Laksen skæres i stykker, som fordeles midt på de to stykker dej. Ovenpå laksen fordeles spinatsovsen. Hver pakke lukkes nu forsigtigt, pas på der ikke går hul i dejen. Pakkerne bages nu ca. 20 min. ved 160 grader.

Spidskålssalat:
1/2 spidskål
2 forårsløg
3 radiser
Ca. 2 spsk olivenolie
Saft fra en (lille) halv citron
1/2 dl hakkede mandler

Spidskålen skæres i kvarte og skæres derefter i tynde skiver på et rivejern. Radiserne køres også i tynde skiver på rivejernet. Forårsløgene skæres i tynde ringe. Det hele blandes nu med olivenolie og citronsaft og drysses med de hakkede mandler. Salaten kan evt. også toppes med feta.

5.6.14

Semi-dried tomater

Jeg har netop plantet ud i mit drivhus på altanen, og der har jeg plantet en san marzano-tomat. Dem glæder jeg mig til at lave semi-dried tomater af hele sommeren!

Før jeg når så langt, har jeg her lavet dem med små lækre ikke-hjemmedyrkede cherrytomater. Tomaterne er rigtig lækre i en salat, til et godt stykke kød, eller i en burger med tzatziki. Det er oven i købet rigtig let at lave, selvom det kræver god tid.


Semi-dried tomater
ca. 500 g tomater
hvidløg
olivenolie
sukrin gold
salt
frisk basilikum

Tomaterne skæres i halve og fordeles på en bageplade. Hvidløget presses og blandes i lidt olivenolie, som bruges til at pensle tomaterne, der må gerne komme en smule hvidløg med på hver. Tomaterne drysses med en smule salt og en smule sukrin gold, hvorefter et lille stykke frisk basilikum lægges på hver.

Tomaterne bages nu ved 120 grader. De bages ca. 2½ time, men tag dem ud, når de er så tørrede du ønsker.


6.5.14

Frikadeller med pandegrønt

Her er endnu en klassiker til repertoiret. De smager super godt, og udover kødet skal der faktisk kun basisingredienser i, som vi altid har på lager. Så det er let og lækker aftensmad :)

Frikadeller:
500 g hakket svinekød
1 tsk salt
peber
1 æg
1 revet løg
½ dl fløde

Smør til stegning

Farsen blandes og hviler derefter ca. 10 min. på køl. Rigeligt smør smeltes på panden, mens frikadellerne formes med en ske. Steg dem ved middel varme ca. 5 minutter på hver side. Tjek naturligvis at de er gennemstegte før servering :)

Pandegrønt:
½ broccoli
½ peberfrugt
300 g frosne bønner
smør

Broccolien deles i små buketter og peberfrugten skæres i tern. Smørret smeltes på panden, og grønsagerne tilføjes. Steger nu ved middel varme til bønnerne er tøet og broccolibuketterne har fået lidt farve. Server evt. med en god pesto.

17.3.14

Krydrede kødboller

Nogle dage virker det helt som om, det er ved at blive sommer! Sådan en dag serverede jeg denne tallerken i solskin, der er nemlig ikke noget, der kan få mig i sommerhumør, som tzatziki :)
Krydrede kødboller
ca. 20 stk

500 g hakket okse
500 g hakket kalv/flæsk
2 æg
1 dl parmesan
2 spsk olivenolie
3 fed hvidløg
1 frisk chili
½ dusk frisk persille
1½ tsk spidskommen
1½ tsk koriander
1 tsk basilikum
skal af ½ citron

olivenolie til pensling 

Ovnen tændes på 200 grader varmluft. Hvidløget presses, chilien snittes fint og persillen hakkes, hvorefter de røres i farsen med resten af ingredienserne. Farsen formes nu til aflange kødboller eller frikadeller om man vil, som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Kødbollerne pensles nu med olivenolie og får ca. 30 min i ovnen.

Her har jeg serveret kødbollerne med en salat af spinat, bagt peberfrugt, feta og pinjekerner, samt en dejlig tzatziki.

16.3.14

Flødekinaradise

Jeg har et par gange forsøgt mig med flødekartoffel-erstatninger. Jeg har dog fundet, at sovsen bliver ret tynd, og slet ikke tyk og flødesovs-agtig. Denne gang har jeg kogt kinaradisen i fløden først, og ladt fløden koge godt ind. Derefter har jeg smidt det hele i et fad og i ovnen, så det fik den karakteristiske overflade fra flødekartofler. Resultatet blev faktisk rigtig godt!
Flødekinaradise:
tilbehør til 4

25 g smør
1 kinaradise
1 løg
2 fed hvidløg
7 dl fløde
revet muskat
salt og peber

Smørret smeltes i en gryde. Løget hakkes og hvidløget presses heri. Når løget er klaret hældes fløden i, og denne varmes langsomt op. I mellemtiden skrælles kinaradisen, og den skæres i skiver af ca. en halv centimeters tykkelse. Disse skiver koges nu i fløden under omrøring, ca. 15 min., eller til fløden er kogt ind til en sovs. Denne smages til med muskat, salt og peber og det hele hældes nu i et fad og bages ca. 15 min. ved 180 grader varmluft, til toppen af fløden er gylden. Pas på ikke at lade den stå for længe i ovnen, da fløden kan risikere at skille (hvilket den gjorde lidt på min).

14.3.14

Grønne bønner med peberfrugt og sesam

Dette er ikke en specielt fancy opskrift, men jeg tænker det nogle gange er rart med lidt inspiration til tilbehør, da man godt kan køre lidt død i ensformige retter. Her har jeg serveret tilbehøret til flankesteak og tzatziki.


Grønne bønner med peberfrugt og sesam
400 g grønne bønner fra frost
1 rød peberfrugt
2 spsk kokosolie uden smag
200 g feta
sesamfrø

Kokosolien smeltes på en pande. Peberfrugten skæres i tern og steges nu med de frosne bønner i olien, i ca. 20 min. Når bønner og peberfrugt er kølet lidt af blandes de med fetatern, og sesamfrøene strøs på toppen.

21.2.14

Butter chicken

Kæresten og jeg er tossede med indisk mad, hvor butter chicken er vores klare favorit. Derfor har jeg længe haft lyst til at give mig i kast med at lave det selv. Det har dog krævet en del forberedelse og research af forskellige opskrifter, før jeg var helt sikker på hvordan den skulle laves. Jeg synes resultatet blev særdeles godt. Retten er lidt tidskrævende at lave, til gengæld er den det hele værd. Min udgave blev med lidt styrke og bid, men det kan man variere som man har lyst gennem type og mængde af chili og krydderier. Her har jeg serveret retten med blomkålsris på panden, naan-oopsies og en raita dressing. I min udgave har jeg brugt 900 g kylling, men jeg synes der var for lidt sovs til mængden, derfor bliver opskriften på 700 g.


Butter chicken
ca. 4 pers 

700 g kyllingeinderfilet
50 g smeltet smør (til pensling)

Marinade 1:
2 spsk citron
1 tsk stødt chili 
et nip salt

Marinade 2:
200 g græsk yoghurt
4 fed hvidløg, lavet til mos (ca 1 spsk)
3 cm ingefær, lavet til mos (ca 1 spsk)
1½ spsk koldpresset rapsolie
½ tsk gurkemeje
1 tsk paprika
1½ tsk garam masala

Sovs:
50 g smør
½ tsk koriander
½ tsk spidskommen
½ tsk cayennepeber
2 tsk paprika
½ løg
4 fed hvidløg
3 cm ingefær
2 friske chili (jeg brugte en rød og en grøn, tilpas efter smag)
500 g tomatpassata
½ dl mandler
3 dl vand
1½ tsk garam masala
½ spsk sukrin gold
1½ dl fløde

Dag 1: Aftenen før du skal have retten skal kyllingen marineres. Start med at rense kyllingen hvis det er nødvendigt, og evt. skære den i mindre stykker. Bland marinade 1 af citronsaft, chili og salt i en stor skål, og vend kyllingen grundigt rundt i det. Sæt det nu på køl i 20 min.

Mens kyllingen trækker sættes den halve deciliter mandler til sovsen, i blød i koldt vand (det skal stå til retten skal laves). Derefter laves marinade 2, ved at blande alle ingredienserne grundigt. Jeg laver hvidløgene til mos, ved først at mase dem gennem en hvidløgspresser og derefter mose det til en helt fin pasta med den flade side af en kniv. Ingefæren river jeg fint, og derefter er det samme procedure med kniven.

Når kyllingen har trukket i marinade 1 blandes marinade 2 godt rundt i kyllingen, så alle stykker er dækket. Skålen tildækkes og sættes på køl til næste dag.

Den halve deciliter mandler til sovsen sættes i blød i vand til næste dag.

Dag 2: Ovnen tændes på 200 grader varmluft. Kyllingestykkerne fordeles nu på en bageplade beklædt med bagepapir, og sættes i ovnen ca. 15-20 minutter alt efter størrelse på stykkerne. Undervejs vendes stykkerne en enkelt gang og pensles med det smeltede smør. Pas på kyllingen kun lige bliver tilberedt, da den ellers bliver tør når den senere kommer i sovsen. Sæt kyllingen til side, til sovsen er lavet.

Smørret til sovsen smeltes på en pande, og koriander, spidskommen, cayennepeber og paprika steges heri, for at fremhæve smagen. I mellemtiden blendes løg, hvidløg og ingefær til en ensartet masse, og de friske chili hakkes fint. Løgmassen og chilierne steges nu med krydderierne på panden, til det meste af væden er stegt af.

Tomatpassata tilføjes nu og det hele får lov at simre ca. 20 min til det bliver en tyk pasta. I mellemtiden pilles de udblødte mandler, som har stået i blød natten over. De hakkes så fint som muligt og moses derefter til en pasta i en morter, minihakker el.lign. Når tomatpastaen er kogt ind tilføjes vand og mandelpasta og det hele simrer videre ca. et kvarter.

Tilføj nu kyllingen og vend den godt rundt i sovsen. Skru ned for varmen og lad det hele simre ca. 10 minutter, og tilføj til sidst garam masala og fløde, og smag sovsen til.


Blomkålsris:
50 g smør
½ blomkål
½ peberfrugt
½ frisk chili
½ tsk koriander
½ tsk paprika
Salt og peber

Riv blomkålen og hak peberfrugt og chili fint. Smelt smørret på en pande og steg grønsagerne med krydderierne heri. Varier krydderierne efter smag.

Naan-oopsies:
3 æg
100 g philadelphia
15 g sesammel
10 g fiberhusk
½ tsk bagepulver
Et nip salt
Nigellafrø

Tænd ovnen på 150 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir. 

Æggene deles i blommer og hvider i to skåle. Hviderne piskes helt stive for sig. I den anden skål piskes philadelphiaen ud i æggeblommerne, til alle klumper er væk. Pisk salt, bagepulver og sesammel i, og til sidst fiberhusk. Når fiberhusken er i, skal der arbejdes hurtigt, før dejen bliver for tyk. Bland nu forsigtigt (men hurtigt) de stive æggehvider i philadelphiamassen og vend det rundt til dejen lige netop er blandet.

Fordel dejen i klatter på bagepladen og gør dem runde med en ske. Strø nigellafrø ud over.
Bag klatterne i ca. 20 minutter til de er gyldne.

Raita:
200 g græsk yoghurt
2 spsk fløde
1 fed presset hvidløg
1/4 agurk
1 lille håndfuld frisk mynte
salt og peber
Yoghurt, fløde og hvidløg blandes sammen. Den kvarte agurk skæres i små tern, og mynten hakkes fint, hvorefter begge dele blandes i yoghurten. Smag til med salt og peber.

9.2.14

Spinatsalat med stegt peberfrugt

Her er et bud på en frisk salat, som er lækker både sommer og vinter. Salaten har både noget sødt i de stegte peberfrugter, samt noget syrligt og skarpt i dressingen lavet på citron og hvidløg. Salaten er rigtig god til et kraftigt stykke kød.

Spinatsalat med stegt peberfrugt
En stor håndfuld frisk spinat
1½ peberfrugt
Koldpresset rapsolie til stegning
1 spsk olivenolie
Saft af ½ citron
1 fed hvidløg
Salt og peber

Skær peberfrugten i stave og forsøg at få dem så flade som muligt. Steg peberfrugtstykkerne på en pande i rapsolien. De skal have ca. 15-20 min i alt, men vend dem undervejs, så de ikke bliver helt brændte. Skyl spinaten grundigt, dup den tør og læg den i en skål.

Bland olivenolie, citron, presset hvidløg, salt og peber i en skål og vend det i spinaten. Når peberfrugten er stegt færdigt, skæres den i mindre bidder, som fordeles i spinaten.

20.1.14

Pulled pork med hjemmelavet barbequesovs

For nyligt lavede jeg pulled pork for første gang. Den jeg lavede der var dog købt marineret, og nu har jeg forsøgt mig igen med en hjemmelavet barbequesovs. Det blev super lækkert! Jeg serverede det, som sidst, med grøn salat og hjemmelavet thousand island-dressing.



Barbequesovs

1 løg
2 fed hvidløg
Koldpresset rapsolie ca. 2 spsk
2 tsk røget paprika
1 spsk almindelig paprika
1,5 spsk sukrin gold
Salt og peber

1 ds. hakkede tomater
1 spsk tomatpuré
Saft af 1/2 lime
Sriracha eller anden chilisovs

Løget hakkes, hvidløget presses. Løg, hvidløg, krydderier og sukrin steges i olien til løgene er klare. Tomater, tomatpuré og limesaft hældes i og det hele småsimrer ca. 20-30 min. uden låg. Herefter blendes sovsen med en stavblender og smages til med chilisovs og evt. flere krydderier efter smag. Det er vigtigt at du først blender til sidst, og ikke undervejs, da det ellers sprøjter helt vildt hvis det koger videre.


Pulled pork
ca. 1 kg nakkefilet
ca. ½ portion hjemmelavet barbequesovs

Gå i gang aftenen før. Her renses nakkefileten for de værste sener og smøres derefter med barbequesovsen. Nakkefileten lægges i en frysepose og der hældes evt. lidt mere barbequesovs ved. Bind knude på posen og lad den ligge på køl natten over.

Om morgenen lægges nakkefileten i et ildfast fad og sættes i ovnen ved 110 grader i 8-10 timer. Hvis fileten er større skal du beregne endnu længere tid.

Jeg valgte som sagt at servere med grøn salat og hjemmelavet thousand island-dressing, som du finder opskriften på her.

20.12.13

Rosenkål med bacon

Jeg tror aldrig jeg har fået serveret rosenkål hos mine forældre. Jeg mindes faktisk ikke, nogensinde at have fået serveret rosenkål. Efter jeg er begyndt på LCHF har jeg dog fået øjnene op for kål i alle afskygninger, og rosenkål på denne måde er faktisk virkelig lækkert tilbehør. Jeg serverede rosenkålen til en hel kylling, men de kan gå som tilbehør til meget andet.

Rosenkål med bacon:
Tilbehør til 3-4 pers.
1 pose rosenkål
½ pakke bacon
olivenolie

Skær bunden af rosenkålene, og fjern de yderste blade. Vask dem, og skær dem derefter i kvarte. Læg dem i et ildfast fad og vend dem i olivenolie. Fordel baconen over dem og bag ved 180 grader i ca. 30 min. Vend rundt i dem et par gange undervejs.