Your Nav Bar Here

30.3.14

Thaiwok med oksekød og kokosmælk

Jeg er blevet ret glad for thai-mad på det sidste, og er begyndt selv at eksperimentere lidt i køkkenet. Så længe man undgår at servere ris til, er det faktisk ret LCHF-venlige retter, som mange gange indeholder rigelige mængder kokosmælk, samt selvfølgelig forskelligt kød og grønt som kan varieres efter smag, humør og indhold af køleskab. Her er en lækker (let stærk) wokret med karrypasta og kokosmælk. Super let og lækker aftensmad.
Thaiwok med oksekød og kokosmælk
300 g flankesteak i strimler
2 tsk rød karrypasta
2 spsk kokosolie
1 grøn peberfrugt
2 forårsløg
1 dåse kokosmælk
det tykke fra en dåse kokosmælk
2 tsk sukrin gold
2 tsk fishsauce
saften af ½ lime

Kokosolien smeltes i en varm wok. Når olien er smeltet tilføjes karrypastaen, og når det bobler tilføjes kødet. Grønsagerne hakkes i grove stykker, og tilføjes når kødet er brunet. Det steger et par minutter, hvorefter resten af ingredienserne tilføjes. Det hele skal nu simre 20-30 min. til kødet er mørt. Server som det er eller evt. med blomkålsris hvis man er til det.

29.3.14

Kakaoomelet

Det her er nok verdens lækreste morgenmad! Selvom den hedder kakaoomelet, smager den slet ikke af æg, nærmere som en lækker svampet kage. Det kan man jo umuligt sige nej til en søndag morgen :)
Kakaoomelet
2 æg
½ dl fløde
2 spsk sukrin gold
1 spsk kokosfibre
2 spsk kakao
1/4 tsk fiberhusk

kokosolie til stegning

Fløde og æg piskes godt sammen. Resten af ingredienserne blandes i.

Kokosolien smeltes på en pande og massen hældes på. Lad det nu stå på blusset ved lav-middel varme til massen har sat sig. Vend omeletten og giv den et minuts tid på den anden side.

Mens omeletten steger gøres fyldet klar. Her har jeg serveret den med en god klat flødeskum og nogle frosne hindbær, som er blancheret og rørt op med ca. en spsk sukrin gold. Du kan selvfølgelig servere den med det du lige har lyst til, fx friske bær, cremefraiche, peanutbutter, sukkerfri marmelade, etc.

Den kan selvfølgelig også sagtens serveres som kage, jeg har selv planer om at forsøge at bruge den som lagkagebunde i morgen, så giver jeg lige en update :)

Kokostoppe med appelsin

Her er en hurtig lille kage, hvor de fleste ingredienser er nogle jeg som regel har i skabene. Så er det hurtigt at lave lækkerier til aftenkaffen eller uventede gæster :)
Kokostoppe med appelsin:
ca. 15 stk

200 g kokosmel
80 g sukrin gold
50 g kokosolie
skal og saft af ½ appelsin
½ tsk vanillepulver
3 æg

60 g mørk chokolade, mindst 70 %

Alle ingredienser, bortset fra chokoladen, blandes godt sammen. Derefter sættes de i små toppe på en bageplade beklædt med bagepapir. De bages i ovnen ved 180 grader varmluft i ca. 12-15 min eller til de er gyldne.

Lad dem nu køle helt af, hvorefter du smelter chokoladen over vandbad. Dyp nu kokostoppene i chokoladen og læg dem forsigtigt med bunden i vejret på en tallerken. Nyd når chokoladen er størknet :)

17.3.14

Krydrede kødboller

Nogle dage virker det helt som om, det er ved at blive sommer! Sådan en dag serverede jeg denne tallerken i solskin, der er nemlig ikke noget, der kan få mig i sommerhumør, som tzatziki :)
Krydrede kødboller
ca. 20 stk

500 g hakket okse
500 g hakket kalv/flæsk
2 æg
1 dl parmesan
2 spsk olivenolie
3 fed hvidløg
1 frisk chili
½ dusk frisk persille
1½ tsk spidskommen
1½ tsk koriander
1 tsk basilikum
skal af ½ citron

olivenolie til pensling 

Ovnen tændes på 200 grader varmluft. Hvidløget presses, chilien snittes fint og persillen hakkes, hvorefter de røres i farsen med resten af ingredienserne. Farsen formes nu til aflange kødboller eller frikadeller om man vil, som lægges på en bageplade beklædt med bagepapir. Kødbollerne pensles nu med olivenolie og får ca. 30 min i ovnen.

Her har jeg serveret kødbollerne med en salat af spinat, bagt peberfrugt, feta og pinjekerner, samt en dejlig tzatziki.

16.3.14

Flødekinaradise

Jeg har et par gange forsøgt mig med flødekartoffel-erstatninger. Jeg har dog fundet, at sovsen bliver ret tynd, og slet ikke tyk og flødesovs-agtig. Denne gang har jeg kogt kinaradisen i fløden først, og ladt fløden koge godt ind. Derefter har jeg smidt det hele i et fad og i ovnen, så det fik den karakteristiske overflade fra flødekartofler. Resultatet blev faktisk rigtig godt!
Flødekinaradise:
tilbehør til 4

25 g smør
1 kinaradise
1 løg
2 fed hvidløg
7 dl fløde
revet muskat
salt og peber

Smørret smeltes i en gryde. Løget hakkes og hvidløget presses heri. Når løget er klaret hældes fløden i, og denne varmes langsomt op. I mellemtiden skrælles kinaradisen, og den skæres i skiver af ca. en halv centimeters tykkelse. Disse skiver koges nu i fløden under omrøring, ca. 15 min., eller til fløden er kogt ind til en sovs. Denne smages til med muskat, salt og peber og det hele hældes nu i et fad og bages ca. 15 min. ved 180 grader varmluft, til toppen af fløden er gylden. Pas på ikke at lade den stå for længe i ovnen, da fløden kan risikere at skille (hvilket den gjorde lidt på min).

15.3.14

Cremet tomatsuppe

Denne tomatsuppe er som jeg altid har lavet den. Cremet og smagfuld. Med en god klat creme fraiche på toppen passer den fint ind i LCHF, uden yderligere tilpasninger. Suppen er virkelig dejlig comfort food, og så er den ovenikøbet super billig at lave.
 
Tomatsuppe
4 portioner

1 stort løg
4 fed hvidløg
25 g smør
3 dåser hakkede tomater
1 dl vand
3 spsk tørret oregano
1/4 tsk cayennepeber
salt og peber
1 spsk sukrin gold
1 dl fløde

Løget hakkes og hvidløget presses, hvorefter de steges i smørret, til løget er klaret. Tilsæt tomater, vand, krydderier og sukrin. Lad nu det hele simre under låg ca. ½ time. Blend det hele med en stavblender, tilsæt fløden og varm kort igennem. Det er vigtigt man først blender her til sidst, da suppen ellers sprøjter ud over hele køkkenet! Smag suppen til og server med en god klat creme fraiche og evt. et par oopsies.

14.3.14

Grønne bønner med peberfrugt og sesam

Dette er ikke en specielt fancy opskrift, men jeg tænker det nogle gange er rart med lidt inspiration til tilbehør, da man godt kan køre lidt død i ensformige retter. Her har jeg serveret tilbehøret til flankesteak og tzatziki.


Grønne bønner med peberfrugt og sesam
400 g grønne bønner fra frost
1 rød peberfrugt
2 spsk kokosolie uden smag
200 g feta
sesamfrø

Kokosolien smeltes på en pande. Peberfrugten skæres i tern og steges nu med de frosne bønner i olien, i ca. 20 min. Når bønner og peberfrugt er kølet lidt af blandes de med fetatern, og sesamfrøene strøs på toppen.

Chili-kyllingelasagne

Denne opskrift stammer fra en god veninde, som "bare lige smed det i hun havde". Jeg synes bare det smagte SÅ godt, at jeg har brugt opskriften flittigt siden, og nu også tilpasset den til LCHF. Den karakteristiske smag kommer fra chilipestoen, de forskellige grønsager kan såmænd godt skiftes ud med hvad du lige har :)

Chili-kyllingelasagne
til 4 pers.

Plader:
4 æg
125 g philadelphia
½ dl fiberhusk

Chili-kyllingekødsovs:
400 g hakket kylling
ca. 1 spsk kokosolie uden smag
1 rød chili
2 porrer
3 forårsløg
2 revne gulerødder
1½ rød peberfugt
4 dl fløde
2 håndfulde frossen spinat 
1 ds. tomatpuré (140g)
1 glas chilipesto (fra Svansø)
1 tsk paprika
salt og peber

Revet ost

Varm ovnen op til 150 grader. Gør to plader klar med bagepapir. Pisk æg og philadelphia luftigt, og tilsæt så fiberhusk. Fordel straks ud på de to bageplader. Vurder hvor tykke du vil have pladerne, jeg synes det er passende at fordele massen ud til ca. halvanden plade. Så bliver der til to lag lasagneplader, og et lille ekstra stykke til pizza :) Det kommer selvfølgelig an på størrelsen på din lasagneform. Bag pladerne i 13-15 minutter. De behøver ikke at få farve, men de skal være lidt faste i det.

Brun kyllingen i kokosolien. Hak imens chilien fint og skær porrer, forårsløg og peberfrugt ud i grove stykker. Disse grønsager samt de revne gulerødder steges nu lidt med sammen med kyllingen hvorefter fløden tilføjes. Når fløden er i kog tilføjes den frosne spinat og de resterende ingredienser til sovsen og når den koger igen, skal den have lov at simre ca. 5 min., så fløden koger lidt ind.

Når sovsen er smagt til, skal lasagnen lægges i lag. Start med sovsen, derefter lidt revet ost, og så en plade. Jeg fik 2 lag plader og 3 lag sovs. Slut med et tykt lag revet ost og giv lasagnen 15-20 min. ved 200 grader varmluft. Server evt. med en grøn salat.

13.3.14

Tom Kha Gai

Jeg fik engang en super lækker tom kha gai-suppe, da jeg var ude at spise. Det er en lækker cremet thai-suppe, som bl.a. består af kylling, grøn karrypasta og kokosmælk. Jeg har nu forsøgt mig med min egen version af suppen, og den blev super lækker, og skal bestemt snart laves igen! Suppen er let stærk, men kan selvfølgelig tilpasses efter smag og behag :) Jeg brugte champignon for smagen, men sorterede dem fra, da hverken jeg eller kæresten bryder os om smagen. Jeg tror sagtens de kan undlades, ligesom de selvfølgelig også kan blive i suppen ved servering.

Det er egentlig en ret simpel ret, der dog kræver et par specialingredienser. Men når du først har dem, er suppen super hurtigt lavet :)

Tom Kha Gai
4 portioner

200 g champignon
1 stilk citrongræs
3 cm frisk ingefær
3 spsk kokosolie
5 dl kogt vand
1 tern hønsebouillon
1 dåse kokosmælk
det fede fra en dåse kokosmælk
500 g kyllingebryst
4 tsk grøn karrypasta
1 spsk fiskesovs
4 kaffir limeblade
1 tsk sukrin gold
½ lime

Champignonerne renses og skæres i skiver, ingefæren skæres i helt tynde skiver og citrongræsset skæres i stykker på et par centimeters længde. Kokosolien smeltes i en gryde, og champignon, ingefær og citrongræs steges heri.

Når champignonerne er stegt lidt af tilføjes bouillontern, det kogte vand, en hel dåse kokosmælk, samt den fede del fra en anden. Når væsken er i kog tilføjes kyllingen i tern og de resterende ingredienser, og det hele får lov at simre i ca. 20 min. Si nu suppen og fjern citrongræs, ingefær og evt. champignon. Kyllingen puttes selvfølgelig tilbage i suppen. Smag suppen til, og server evt. med et par oopsies på siden.

12.3.14

Saltmandler

Det er egentlig enormt simpelt at lave saltede mandler. Det vidste jeg bare ikke før jeg besluttede mig for at prøve det af. Det kræver måske sammenlagt et kvarters arbejdstid og så kan man nyde disse lækre godbidder en fredag aften, eller når der er gæster.
Saltmandler:
300 g mandler
3 dl vand
1 spsk groft salt

Vand og salt hældes på en pande og bringes i kog. Når saltet er helt opløst tilføjes mandlerne. Nu koges vandet helt fra. Det tager ca. 10 min, og imens vendes der lidt rundt i dem, så de er så dækket af vand som muligt.

Når vandet er kogt fra bredes mandlerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir, og tørres ca. et kvarter ved 150 grader varmluft.