Your Nav Bar Here

31.8.14

Quesedillas

Dette er helt klart en ret på min liste over livretter. Selvom jeg ikke længere laver den fuld af bønner og i hvedetortillas, er den bare SÅ god. Server gerne en hyggelig søndag aften, der gør den sig helt perfekt.


Quesedillas:
2 stk

Tortillas:
80 g mandelmel
5 spsk fiberhusk
1 tsk bagepulver
½ tsk salt
2 æg
1½ dl kogende vand

Fyld (mexikød): 

500 g hakket oksekød
1 løg
1 frisk chili
½ peberfrugt
2 tsk paprika
1 tsk spidskommen
1/4 tsk cayennepeber
1/4 tsk peber
½ tsk salt
1 spsk tomatpuré
½ dl fløde
koldpresset rapsolie til stegning

ca. 150 g revet ost

Pisk æg, mandelmel, fiberhusk, bagepulver og salt sammen. Tilsæt det kogende vand og pisk det grundigt sammen, så dejen bliver elastisk.

Del dejen i 4 stykker, og tril dem til kugler. Rul dem ud til runde tortillas mellem to stykker bagepapir. Bag dem nu på en varm pande uden fedtstof. Når de er let gyldne på den første side, vendes de til den anden. Læg dem til side, mens fyldet laves.

Løg, chili og peberfrugt hakkes og steges i olien et par minutter. Kødet tilføjes og brunes. Når det er brunet tilføjes resten af ingredienserne og det hele får lov at simre på lavt blus et kvarters tid.

Når fyldet er klar lægges en tortilla på en tør pande, ved middel varme. På tortillaen lægges nu revet ost næsten helt ud til kanten. Ovenpå osten lægges fyldet, derefter endnu et lag ost og endnu en tortilla. Den anden tortilla presses lidt ned, så fyldet sidder godt sammen.

Quesedillaen får nu ganske kort tid på varmen, så tortillaen bliver lidt mere gylden og osten smelter. Den vendes nu hurtigt med en palet, så fyldet ikke falder ud. Quesedillaen får nu også til tortillaen er gylden og osten smeltet på denne side. Det samme gøres nu med de to andre tortillas, og når de er klar serveres de med salat, guacemole, creme fraiche og salsa.

30.8.14

Kokoskugler

Denne skønne snack har jeg lavet lidt for mange gange her i løbet af sommeren! Det skyldes simpelthen at mange af ingredienserne er nogle jeg har på lager, at de er hurtige og lette at lave og selvfølgelig at de smager super mums. Opskriften stammer herfra.



Kakaokugler:
ca. 20 stk

100 g smør
3 dl kokosmel
½ dl mandelmel
3/4 dl kakaopulver
2 spsk sukrin gold
½ tsk vanillepulver

ca. 1 dl kokosmel til at trille kuglerne i.

Det hele blandes med en gaffel og trilles til kugler. Kuglerne trilles i kokosmel og kuglerne sættes på køl mindst ½ times tid, til de bliver faste.

29.8.14

Marineret kylling med spidskålstzatziki

Denne lækre, men simple ret, lavede jeg en dag jeg var alene hjemme, og havde brug for dejlig sommermad og forkælelse. Den er bare rigtig god en skøn sensommeraften på altanen.


Marineret kylling med spidskålstzatziki:
2 pers.

Marineret kylling:
400 g kyllingeinderlår
3/4 dl koldpresset olivenolie
3/4 dl koldpresset rapsolie
1 fed presset hvidløg
1 spsk sukrin gold
2 spsk paprika
1 spsk karry
salt og peber

Spidskålstzatziki:
½ bøtte græsk yoghurt 10 %
½ spidskål
1 fed presset hvidløg
salt og peber

Marinaden til kyllingen blandes, og kyllingestykkerne vendes godt rundt heri. Dæk skålen med film og stil det på køl min. 1 time. Når kyllingen har trukket, hældes det overskydende marinade fra og kyllingen steges på en pande ved middel varme.

Den græske yoghurt blandes med hvidløg, salt og peber. Spidskålen skæres i helt fine strimler og vendes i den græske yoghurt.

Server evt. med en grøn salat eller resten af spidskålen fint snittet.

28.8.14

Kødboller i tomatsovs

Jeg er ked af jeg har været så fraværende i løbet af sommeren, men jeg har simpelthen halvdelen af tiden været begravet i arbejde, og den anden halvdel af ferien været på ferie! Men nu får I lige et par opskrifter i træk her de næste dage, jeg er nemlig ikke gået helt i stå med madlavningen, bare fordi jeg ikke har fået lavet en masse indlæg. Disse kødboller er for eksempel tæske lækre! Tomatsovsen bliver rigtig rund og god, og kødbollerne er saftige og fulde af smag. Jeg har desuden serveret retten i en buffet til mine forældres sølvbryllup, og der gjorde den sig også rigtig godt. 


Kødboller i tomatsovs:
Nok til 4 pers.

Kødboller:
500 g hakket kalv og flæsk
1 lille løg
3 fed presset hvidløg
1 stor håndfuld frisk basilikum
1½ dl fløde
1 spsk pofiber
1 æg
1 tsk groft salt
½ tsk peber
50 g revet parmesan

olie til stegning

Tomatsovs:
1 lille løg
3 fed presset hvidløg
1 rød chili
1 stor håndfuld frisk basilikum
3 dåser hakkede tomater
2-3 spsk sukrin gold


salt og peber
olie til stegning

Løget rives og den friske basilikum hakkes fint. ½ dl af fløden røres sammen med pofibrene, hvorefter alle ingredienserne til farsen blandes sammen. Brug en spiseske til at forme små kødboller på størrelse med en valnød.

Varm en pande godt op med olie og brun kødbollerne efterhånden som du får dem lavet. Husk at vende dem tit. De må meget gerne få lidt skorpe, men de skal kun have et par minutter før de lægges i et ovnfast fad. Tænd nu ovnen på 175 grader.

Løg, basilikum og chili til tomatsovsen hakkes. Det steges nu i olien. Når løgene er klare tilføjes 2 dåser hakket tomat. Den sidste dåse tomat blendes med en stavblender, og tilsættes derefter. Sovsen koges godt op og smages til med salt, peber og sukrin gold. Tomatsovsen hældes nu over kødbollerne og det hele sættes i ovnen i ca. 15 minutter.

Det hele serveres med frisk squash i strimler og friskrevet parmesan.