Your Nav Bar Here

28.8.14

Kødboller i tomatsovs

Jeg er ked af jeg har været så fraværende i løbet af sommeren, men jeg har simpelthen halvdelen af tiden været begravet i arbejde, og den anden halvdel af ferien været på ferie! Men nu får I lige et par opskrifter i træk her de næste dage, jeg er nemlig ikke gået helt i stå med madlavningen, bare fordi jeg ikke har fået lavet en masse indlæg. Disse kødboller er for eksempel tæske lækre! Tomatsovsen bliver rigtig rund og god, og kødbollerne er saftige og fulde af smag. Jeg har desuden serveret retten i en buffet til mine forældres sølvbryllup, og der gjorde den sig også rigtig godt. 


Kødboller i tomatsovs:
Nok til 4 pers.

Kødboller:
500 g hakket kalv og flæsk
1 lille løg
3 fed presset hvidløg
1 stor håndfuld frisk basilikum
1½ dl fløde
1 spsk pofiber
1 æg
1 tsk groft salt
½ tsk peber
50 g revet parmesan

olie til stegning

Tomatsovs:
1 lille løg
3 fed presset hvidløg
1 rød chili
1 stor håndfuld frisk basilikum
3 dåser hakkede tomater
2-3 spsk sukrin gold


salt og peber
olie til stegning

Løget rives og den friske basilikum hakkes fint. ½ dl af fløden røres sammen med pofibrene, hvorefter alle ingredienserne til farsen blandes sammen. Brug en spiseske til at forme små kødboller på størrelse med en valnød.

Varm en pande godt op med olie og brun kødbollerne efterhånden som du får dem lavet. Husk at vende dem tit. De må meget gerne få lidt skorpe, men de skal kun have et par minutter før de lægges i et ovnfast fad. Tænd nu ovnen på 175 grader.

Løg, basilikum og chili til tomatsovsen hakkes. Det steges nu i olien. Når løgene er klare tilføjes 2 dåser hakket tomat. Den sidste dåse tomat blendes med en stavblender, og tilsættes derefter. Sovsen koges godt op og smages til med salt, peber og sukrin gold. Tomatsovsen hældes nu over kødbollerne og det hele sættes i ovnen i ca. 15 minutter.

Det hele serveres med frisk squash i strimler og friskrevet parmesan.

0 kommentarer:

Send en kommentar