Your Nav Bar Here

31.1.15

Fyldt kalkunbryst

Denne ret serverede jeg for nyligt, da vi havde et vennepar på besøg. Den blev super lækker, men da kalkun godt kan være lidt tørt er det en god idé at servere den med en lækker sovs til. 


Fyldt/farseret kalkunbryst
1 kalkunbryst (ca 900 g)
300 g hk kalv/flæsk
1 lille løg
1 peberfrugt (jeg brugte en halv rød og en halv gul)
3 spsk rød pesto
1 æg
1/2 dl fløde
Salt og peber
1 pk bacon

Løget rives, og peberfrugten hakkes helt fint. Farsen røres nu af kalv/flæsk, løg, peberfrugt, pesto, æg, fløde, salt og peber. Kalkunbrystet skæres nu forsigtigt ned i midten, og ud i siderne, så der bliver plads til farsen (se evt. nedenstående billede). Farsen fyldes nu i brystet og baconen rulles rimelig stramt omkring, så farsen holdes på plads. Stegen får nu 1 t og 20 min ved 200 grader (ikke varmluft).

Server evt. med en god salat, ovn- eller pandestegt broccoli og en pandesovs.

29.1.15

LCHF-pølsehorn

Pølsehorn er altså virkelig bare lækre! Og så er det en praktisk lækker ting til madpakken. Jeg er også sikker på de kan fryses ned, så er der hurtig og lækker mad i en snæver vending. Det krævede lige et par forsøg at få dem gode, men jeg synes faktisk det er et ganske glimrende resultat.

 
LCHF-pølsehorn
16 stk

140 g mozzarella
1 æg
1½ dl pofiber
½ tsk bagepulver
8 pølser

Osten smeltes ca. 1 minut i mikroovnen. Når det er kølet let af blandes æg, pofiber og bagepulver i. Der skal så meget pofiber i, at dejen ikke klistrer til fingrene. Når det er blandet grundigt sammen deles dejen i to. Hver del rulles ud mellem to stykker bagepapir i en cirkel, ca. 20 cm i diameter. Hver cirkel skæres nu i 8 trekanter (over på midten, så på den modsatte led, og så på tværs begge veje).

Pølserne skæres nu over på midten, og rulles ind i dejen, start på den brede ende, og rul mod den smalle. Læg dem nu på en bagepladen beklædt med bagepapir og bag ca. 10-15 min. ved 175 grader varmluft.

26.1.15

Spinat-tilbehør

Dette tilbehør er ikke specielt pænt at se på, men det smager til gengæld virkelig godt, og passer til det meste kød. Her har jeg serveret det til et lækkert fyldt kyllingebryst. 


Spinat-tilbehør:
1 stort rødløg
2 spsk olivenolie
130 g friske tomater
1 ds hk tomater
2 spsk tomatpuré (1 lille ds)
1/2 peberfrugt
1/2 broccoli
6 håndfulde løsfrossen spinat
1 1/2 tsk spidskommen
2 tsk oregano
2 tsk basilikum
1/4 tsk kanel
1/4 tsk cayennepeber
Salt og peber
1/2 dl creme fraiche
1 dl vand

Løg klares i olien, tomat tilsættes, derefter peberfrugt, broccoli, spinat og krydderier. Lad det nu koge ca. 1/2 time. Til sidst tilsættes creme fraiche, og der fortyndes evt. med vand.

24.1.15

LCHF-Pasta med pesto

Denne opskrift har floreret på én af de mange LCHF-grupper på facebook. Så det skulle naturligvis også prøves af! Jeg synes faktisk det var overraskende lækkert, og så havde jeg noget min dejlige pesto kunne hænge fast ved - pastaen er nemlig ret smagsneutral, så smagen kommer først af det du serverer den med.


Pasta
1 portion
 
115 g revet mozzarella
1 æggeblomme

Smelt osten i mikroovnen ca. 1½ minut. Lad det køle kort af, før æggeblommen vendes godt i. Rul det tyndt ud mellem to stykker bagepapir. Det skæres nu i passende strimler, ca. 1 cm brede. Det lægges nu til tørre i køleskab mindst 2 timer.

Før servering koges det et minut, og overhældes derefter med koldt vand. Det gør, at det ikke klumper sammen. Hvis du vil bruge det til noget varmt kan det evt. kort varmes op igen, eller bare varmes af sovsen du putter på.


Pesto
ca. 1½ dl


1 bøtte basilikum
40 g parmesan
40 g pinjekerner
3/4 dl olivenolie
1 spsk citronsaft
Salt

Det hele blendes ganske simpelt. Serveres med det samme eller gemmes i tætsluttende bøtte, med olivenolie hældt over toppen, det forlænger holdbarheden.

11.1.15

Nytårsforret

Vi holdt et stille og roligt, hyggeligt nytår med et vennepar. Så vi havde sørget for super lækker mad. Forretten var denne succesoplevelse; lakseroulade med spinat. Til hovedret fik vi roastbeef, ligesom sidste år, min gode rødvinssovs, hasselbachkartofler (til de andre), og bønner rullet i bacon. Til dessert fik vi verdens bedste cheesecake, som altid er et hit, og som en ekstra bonus var der ekstra til 1. januar!
Lakseroulade med spinat:
4 pers til forret

300 g frossen spinat
3 æg, delt i blommer og hvider
½ dl fløde
100 g flødeost
2 spsk creme fraiche
½ citron
salt og peber
200 g røget laks
frisk dild

Til servering:
blandet salat
rejer
dilddressing rørt af creme fraiche, dild, salt og peber

Spinaten tages ud og drypper af i en si. Når den er helt tøet hakkes den evt. i lidt mindre stykker, og blandes så med æggeblommer, fløde, salt og peber.

Æggehviderne piskes i en skål for sig, og vendes så i spinatblandingen. Det bredes nu ud på en bageplade med bagepapir og bages i ovnen ca. et kvarter ved 200 grader. Når den er bagt færdig, er den let gylden. Vend den nu ud på hovedet på en ren overflade og lad den køle af.

I mellemtiden laves fyldet. Bland flødeost, creme fraiche, citron, salt og peber. Det fordeles nu på hele bunden. Fordel laksen på hele bunden, bortset fra et par cm hvor den skal lukkes. Fordel nu dilden jævnt, og rul det sammen så tæt som muligt, uden det knækker. Pak nu rullen ind i husholdningsfilm, og læg den på køl i hvert fald en times tid.

Skær nu rullen ud i ca. 2 cm. tykke skiver og anret på blandet salat. Put lidt rejer på toppen, og læg klatter af dressingen omkring.

Tip: vi havde én til middag, som ikke bryder sig om fisk. Derfor havde jeg lavet en fjerdedel, som jeg kun smurte med flødeost, og fyldte med skiver af en lækker skinke. Det fungerede også rigtig godt!