Your Nav Bar Here

21.2.14

Butter chicken

Kæresten og jeg er tossede med indisk mad, hvor butter chicken er vores klare favorit. Derfor har jeg længe haft lyst til at give mig i kast med at lave det selv. Det har dog krævet en del forberedelse og research af forskellige opskrifter, før jeg var helt sikker på hvordan den skulle laves. Jeg synes resultatet blev særdeles godt. Retten er lidt tidskrævende at lave, til gengæld er den det hele værd. Min udgave blev med lidt styrke og bid, men det kan man variere som man har lyst gennem type og mængde af chili og krydderier. Her har jeg serveret retten med blomkålsris på panden, naan-oopsies og en raita dressing. I min udgave har jeg brugt 900 g kylling, men jeg synes der var for lidt sovs til mængden, derfor bliver opskriften på 700 g.


Butter chicken
ca. 4 pers 

700 g kyllingeinderfilet
50 g smeltet smør (til pensling)

Marinade 1:
2 spsk citron
1 tsk stødt chili 
et nip salt

Marinade 2:
200 g græsk yoghurt
4 fed hvidløg, lavet til mos (ca 1 spsk)
3 cm ingefær, lavet til mos (ca 1 spsk)
1½ spsk koldpresset rapsolie
½ tsk gurkemeje
1 tsk paprika
1½ tsk garam masala

Sovs:
50 g smør
½ tsk koriander
½ tsk spidskommen
½ tsk cayennepeber
2 tsk paprika
½ løg
4 fed hvidløg
3 cm ingefær
2 friske chili (jeg brugte en rød og en grøn, tilpas efter smag)
500 g tomatpassata
½ dl mandler
3 dl vand
1½ tsk garam masala
½ spsk sukrin gold
1½ dl fløde

Dag 1: Aftenen før du skal have retten skal kyllingen marineres. Start med at rense kyllingen hvis det er nødvendigt, og evt. skære den i mindre stykker. Bland marinade 1 af citronsaft, chili og salt i en stor skål, og vend kyllingen grundigt rundt i det. Sæt det nu på køl i 20 min.

Mens kyllingen trækker sættes den halve deciliter mandler til sovsen, i blød i koldt vand (det skal stå til retten skal laves). Derefter laves marinade 2, ved at blande alle ingredienserne grundigt. Jeg laver hvidløgene til mos, ved først at mase dem gennem en hvidløgspresser og derefter mose det til en helt fin pasta med den flade side af en kniv. Ingefæren river jeg fint, og derefter er det samme procedure med kniven.

Når kyllingen har trukket i marinade 1 blandes marinade 2 godt rundt i kyllingen, så alle stykker er dækket. Skålen tildækkes og sættes på køl til næste dag.

Den halve deciliter mandler til sovsen sættes i blød i vand til næste dag.

Dag 2: Ovnen tændes på 200 grader varmluft. Kyllingestykkerne fordeles nu på en bageplade beklædt med bagepapir, og sættes i ovnen ca. 15-20 minutter alt efter størrelse på stykkerne. Undervejs vendes stykkerne en enkelt gang og pensles med det smeltede smør. Pas på kyllingen kun lige bliver tilberedt, da den ellers bliver tør når den senere kommer i sovsen. Sæt kyllingen til side, til sovsen er lavet.

Smørret til sovsen smeltes på en pande, og koriander, spidskommen, cayennepeber og paprika steges heri, for at fremhæve smagen. I mellemtiden blendes løg, hvidløg og ingefær til en ensartet masse, og de friske chili hakkes fint. Løgmassen og chilierne steges nu med krydderierne på panden, til det meste af væden er stegt af.

Tomatpassata tilføjes nu og det hele får lov at simre ca. 20 min til det bliver en tyk pasta. I mellemtiden pilles de udblødte mandler, som har stået i blød natten over. De hakkes så fint som muligt og moses derefter til en pasta i en morter, minihakker el.lign. Når tomatpastaen er kogt ind tilføjes vand og mandelpasta og det hele simrer videre ca. et kvarter.

Tilføj nu kyllingen og vend den godt rundt i sovsen. Skru ned for varmen og lad det hele simre ca. 10 minutter, og tilføj til sidst garam masala og fløde, og smag sovsen til.


Blomkålsris:
50 g smør
½ blomkål
½ peberfrugt
½ frisk chili
½ tsk koriander
½ tsk paprika
Salt og peber

Riv blomkålen og hak peberfrugt og chili fint. Smelt smørret på en pande og steg grønsagerne med krydderierne heri. Varier krydderierne efter smag.

Naan-oopsies:
3 æg
100 g philadelphia
15 g sesammel
10 g fiberhusk
½ tsk bagepulver
Et nip salt
Nigellafrø

Tænd ovnen på 150 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir. 

Æggene deles i blommer og hvider i to skåle. Hviderne piskes helt stive for sig. I den anden skål piskes philadelphiaen ud i æggeblommerne, til alle klumper er væk. Pisk salt, bagepulver og sesammel i, og til sidst fiberhusk. Når fiberhusken er i, skal der arbejdes hurtigt, før dejen bliver for tyk. Bland nu forsigtigt (men hurtigt) de stive æggehvider i philadelphiamassen og vend det rundt til dejen lige netop er blandet.

Fordel dejen i klatter på bagepladen og gør dem runde med en ske. Strø nigellafrø ud over.
Bag klatterne i ca. 20 minutter til de er gyldne.

Raita:
200 g græsk yoghurt
2 spsk fløde
1 fed presset hvidløg
1/4 agurk
1 lille håndfuld frisk mynte
salt og peber
Yoghurt, fløde og hvidløg blandes sammen. Den kvarte agurk skæres i små tern, og mynten hakkes fint, hvorefter begge dele blandes i yoghurten. Smag til med salt og peber.

20.2.14

Fastelavnsboller LCHF-style

Jeg har måttet eksperimentere lidt, for at få et resultat der minder om en lækker luftig fastelavnsbolle. Mange af de opskrifter jeg har fundet har indeholdt mandelmel eller kokosfibre, hvilket gør bollen ret bastant. Derfor besluttede jeg mig for at gå mere i retning af oopsies. Jeg har ladt mig inspirere af denne opskrift, men som sædvanlig lavet en del ændringer, så de blev helt perfekte!
Fastelavnsboller a la oopsies:
4 stk

3 æg
110 g philadelphia
3 spsk sukrin gold
1½ tsk bagepulver
1 spsk fiberhusk

Tænd for ovnen på 130 grader varmluft og gør en bageplade klar med bagepapir.
Del æggene i hvider og blommer i hver sin skål, vær forsigtig, så der ikke kommer blomme med ved hviderne! Pisk nu æggehviderne så stive, at du kan vende skålen på hovedet uden de løber ud.

I den anden skål piskes flødeosten ud i æggeblommerne til alle klumper er væk, pisk sukrin og bagepulver i, og til sidst fiberhusk. Når fiberhusken er i, skal der arbejdes hurtigt før dejen bliver tyk. Bland nu forsigtigt (men hurtigt) de stive æggehvider i æggeblommerne og vend dem rundt til dejen lige netop er blandet.
Fordel dejen i klatter på bagepladen og gør dem runde med en ske. Jeg fik 9 stk af denne portion.
Bag klatterne i ca. 25-30 minutter. De skal blive en smule gyldne, men de skal ud inden de begynder at blive sprøde.

Når de er kølet af kan de fyldes efter smag. Denne er fyldt med en lemon curd som herunder, vanilleflødeskum (2 dl fløde, 2 spsk sukrinmelis og et drys vanille) og chokolade på toppen, men jeg lavede også nogle med chokomousse, friske jordbær, flødeskum og sukrinmelis strøet på toppen. Begge udgaver var super lækre.


Lemon curd (inspiration fundet her)
ca. 3 dl

Skal og saft af 2 økologiske citroner,
2 æg
2 æggeblommer
3 spsk sukrin gold
100 gram blødt usaltet smør

Pisk æg, blommer, sukrin og citron sammen i en gryde og varm det langsomt op til en svag simren. Det er vigtigt at det ikke er for hård varme, da hviderne fra æggene så koger til hvide klumper. Lad det simre under omrøring til cremen tykner.
Derefter skrues der helt ned for varmen og smørret skæres i tern og røres i. Hæld curden på glas og opbevar den på køl.

10.2.14

Spaghetti Carbonara med proteinpasta

Mmm, pasta. Jeg tror der er mange der savner pastaen på LCHF. Men proteinpastaen er faktisk et udmærket alternativ, så længe den bliver blandet med en lækker sovs. Her har jeg lavet en dejlig fed carbonara.

Proteinpasta:
125 g philadelphia
4 æg
25 g fiberhusk
1/2 tsk basilikum

Blend det hele og fordel det tyndt på to plader beklædt med bagepapir. Bag ca. 15 min. ved 150 grader varmluft.

Når det er kølet lidt af rulles pastapladen et par gange, og der skæres tynde skiver af rullen. På den måde får du en fornemmelse som båndpasta.

Carbonara:
til 2-3 pers.

1 portion proteinpasta
1/2 hakket løg
200 g (1 pk) bacontern
75 g revet parmesan
1,5 dl fløde
3 æg
Peber

Løg og bacon steges hhv. blødt og sprødt på panden. I mellemtiden piskes ost, fløde, æg og peber sammen i en skål. Når baconen er tilpas sprød vendes pastaen og æggemassen i, og det hele vendes rundt på panden et par minutter. Server gerne med frisk parmesan på toppen, og noget grønt på siden!

9.2.14

Tykke LCHF-pandekager med hurtig jordbæris

Dette er til dato de bedste LCHF-pandekager jeg har lavet. Søde og lækre, og så gode til søndagshyggen!


Tykke LCHF-pandekager
ca. 8 små
3 æg
2 dl fløde
2 spsk sukrin gold
1/4 tsk vanillepulver
Et nip salt
2 spsk fiberhusk

Blend det hele sammen. Lad det trække ca. 5 min. på køl. Varm et par pander op til middel varme, og smelt en klat smør på hver af dem. Det er en rigtig god idé med flere pander i gang, da dejen bliver for tyk at arbejde med, hvis den trækker for længe.

Læg klatter af dej på de varme pander, og steg dem et par minutter på hver side. Hold øje med bunden på dem, så ikke de brænder på, men kun lige bliver gyldne.

Server med lækkert tilbehør, her har jeg serveret med jordbæris, en anden gang tror jeg, jeg vil forsøge mig med en chokoladeskum :)

Hurtig jordbæris

Nogle gange er det bare rigtig lækkert med noget sødt og hurtigt, fx til fredagshyggen. Der er det rigtig lækkert med nemme og friske desserter som denne. Målene er meget på slump, da jeg som regel bare smider det hele i blenderen og smager til med sukrin melis. Du kan også sagtens bruge andre bær, men vær opmærksom på at der i hindbær og brombær er rigtig mange kerner. De bliver derfor bedst, hvis de kun er en del af isen, så ikke kernerne er så overvældende

Hurtig jordbæris
til 2 pers.

ca. 300 g frosne jordbær
ca. 2 dl fløde 
ca. 4 spsk sukrin melis

Smid det hele i blenderen og kør det til en blød og lækker is. Smag til med sukrinen og nyd!

Spinatsalat med stegt peberfrugt

Her er et bud på en frisk salat, som er lækker både sommer og vinter. Salaten har både noget sødt i de stegte peberfrugter, samt noget syrligt og skarpt i dressingen lavet på citron og hvidløg. Salaten er rigtig god til et kraftigt stykke kød.

Spinatsalat med stegt peberfrugt
En stor håndfuld frisk spinat
1½ peberfrugt
Koldpresset rapsolie til stegning
1 spsk olivenolie
Saft af ½ citron
1 fed hvidløg
Salt og peber

Skær peberfrugten i stave og forsøg at få dem så flade som muligt. Steg peberfrugtstykkerne på en pande i rapsolien. De skal have ca. 15-20 min i alt, men vend dem undervejs, så de ikke bliver helt brændte. Skyl spinaten grundigt, dup den tør og læg den i en skål.

Bland olivenolie, citron, presset hvidløg, salt og peber i en skål og vend det i spinaten. Når peberfrugten er stegt færdigt, skæres den i mindre bidder, som fordeles i spinaten.

8.2.14

LCHF-toast

Jeg er ret så glad for toast. Det er ikke noget jeg plejede at få så tit, men det er jo slet ikke noget man får på LCHF... Men det er det nu! Inspirationen til disse lækre toast har jeg fået i denne fantastiaske facebook-gruppe, hvor opskriften oprindeligt går på minutbrød i mikroovnen.


LCHF-toast:
1 stk

2 æg
1 dl mandler (i minihakker)
2 spsk solsikkekerner (i minihakker)
1 tsk bagepulver
2 tsk HUSK

Alle ingredienserne blandes sammen i en skål og halvdelen hældes i en lille tallerken med lidt kant. Giv det to min. i mikroovnen ved max effekt. Gentag med den anden halvdel.

Læg skinke og ost mellem de to skiver og skær kanterne til, til en firkant. Smid det i en toaster (eller på en brødrister) og voila! Jeg synes endda de blev lidt sprøde på toppen, og det er bestemt ikke noget jeg klager over.

Cheesecake med mandelbund og bærgele

Cheesecake er nok en af mine yndlingsdesserter. Jeg har dog også hørt cheesecaken omtalt som en luksusmorgenmad i diverse LCHF-fora, og det kan jeg fuldt ud tilslutte mig! Denne cheesecake har holdt en god uge hos min kæreste og jeg, og vi har bestemt ikke sparet på den lækre kage!

Husblas og jeg har desværre aldrig været gode venner! Det er ofte endt ud i en trevlet eller grynet masse, men denne gang har jeg været meget opmærksom på temperaturen, og i stedet for husblassen har jeg benyttet gelatinepulver, og det blev super lækkert :)

Cheesecake med mandelbund og bærgele
Til en springform ca. 24-26 cm.

Bund:
225 g mandler
150 g smør
3 spsk sukrin gold


Fyld:
400 g philadelphia (2 pakker)
250 g mascarpone (1 pakke)
125 g sukrin melis
2 vanillestænger

2 tsk gelatinepulver + 2 spsk vand
saften af 2 citroner
½ l fløde

Gele:
125 g frosne hindbær
125 g frosne brombær
½ dl vand
30 g sukrin gold
2 tsk gelatinepulver + 2 spsk vand

Tænd ovnen på 200 grader. Mandlerne køres til groft mel i en minihakker. Smørret blødgøres ca. 10 sek i mikroovnen, eller du kan lade det stå ude lidt, så det bliver blødt. Mandler, det bløde smør og sukrin gold blandes sammen, og fordeles i en springform, foret med bagepapir i bunden. Mandelbunden bages 10-15 min, eller til den er gyldenbrun. Sæt på køl, mens fyldet laves.

Philadelphia, mascarpone, sukrin melis og vanille piskes sammen i en skål. Gelatinepulveret udrøres i de 2 spsk vand. Når det er opløst hældes det i en lille gryde og smeltes. Så snart det er smeltet tages det af varmen, og saften af de to citroner hældes i. Dette køler massen lidt af, men det er vigtigt du lader det stå lidt, så det kan få lov at køle ordentligt ned. Når gelatine-citron-blandingen er kølet hældes den i en tynd stråle i ostemassen, mens der piskes.

Fløden piskes for sig, og vendes i ostemassen, som nu hældes ovenpå mandelbunden, og bredes ud i et jævnt lag.

Bær, vand og sukrin gold hældes i en gryde og bringes i kog. Gelatinepulveret røres ud i de to spsk vand og hældes direkte i bærblandingen. Når bærrene er kogt ud smages blandingen evt. til med mere sukrin og sies derefter for at undgå kerner. Geleen hældes over fyldet og kagen sættes på køl minimum 4 timer.

Geleen kan også laves med andre bær, og den kan evt. pyntes med friske bær, som jeg havde gjort til nytår. Det er super fint og dekorativt, og så er det altid lækkert med smagen af de friske bær.

3.2.14

Squashghetti med kødsovs

Endnu en klassiker i nye klæder. Her har jeg ikke fået tilført helt så meget fedt som optimalt, men der kan evt. tilføjes lidt fløde i kødsovsen. Squashen fungerer rigtig godt som erstatning for spaghetti, da den er meget mild i smagen.
Squashghetti med kødsovs
til 2 pers


500 g hakket oksekød
1 løg
2 fed hvidløg
1 ds. hakkede tomater
2 spsk tomatpuré
1 rød peberfrugt, i tern
½ pk. cocktailpølser i skiver
ca. 1 spsk oregano
ca. 1 spsk basilikum
ca. 1 spsk paprika
salt og peber

smør til stegning
parmesan til servering

1 squash

Løg og hvidløg hakkes og steges klare i smør i en gryde. Kødet brunes heri, efterfølgende tilføjes resten af ingredienserne, og det hele får lov at koge min. et kvarter. I mellemtiden skæres squashen i tynde strimler, eller laves til spiraler på en veggie twister eller lignende.

Serveres med revet parmesan og evt. lidt ketchup sødet med stevia.

2.2.14

Boller i karry

Det er slet ikke så svært at lave nogle af de lækre klassiske retter på LCHF-manér, det kræver blot nogle få justeringer. Her har jeg begivet mig ud i en dejlig boller i karry med fintsnittet hvidkål.
Boller i karry
til 2 pers.

Kødboller:
500 g hakket svinekød
1 æg
1 dl fløde
1 revet løg
1 tsk karry
Salt og peber
1/2 tsk husk
1/4 dl fibrex

2 hønsebouillontern

Bland alle ingredienser, bortset fra bouillonternene, godt sammen til fars. Lad det trække lidt i køleskabet, mens du får vandet i kog. Fyld en gryde godt op med vand og put bouillonternene deri. 
Form farsen til kødboller og kog dem i 15-20 minutter, til de er tilberedt hele vejen igennem. Fisk bollerne op med en pastaske og gem 1 dl af kogevandet til sovsen.

Sovs:
En god skive smør
1/2 hakket løg
1-2 spsk karry
1 dl kogevand
1/2 liter fløde
Salt og peber

Smelt smør med karry i en gryde, steg løgene klare heri. Tilsæt kogevand og fløden og lad det koge, til sovsen bliver tyk. Det tager ca. et kvarter. Smag til med salt, peber og evt. mere karry

Server med fintsnittet hvidkål, det er lækrere end det lyder!