Your Nav Bar Here

23.1.14

LCHF-Cookies

Her er en opskrift på lækre cookies, som er næsten lige så gode, som dem jeg plejede at lave med mel. Nyd dem! :)


LCHF-Cookies
12 stk.
 
100 g smør
125 g sukrin gold
1 tsk vanillepulver
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
2 æg
100 g mandler
100 g mørk chokolade (min. 70 %)
25 g kokosfiber

Sukrin, vanille, natron og bagepulver blandes i en skål. Smørret skæres i tern og puttes i. Hvert tern trykkes fladt, så det blødgøres med håndvarmen. Når det er lidt blødt piskes det med en elpisker, til det hele er blandet. Æggene piskes i.

Tænd ovnen på 160 grader varmluft. Mandlerne males fint i en minihakker. Chokoladen hakkes i store stykker. De malede mandler, chokoladen og kokosfibrene røres i dejen. Dejen deles i 12 stykker, som formes til cookies og fordeles på en bageplade. Du behøver ikke trykke dem helt flade, da de flyder lidt ud i ovnen.

Bag dine cookies 10-15 min., men hold øje med dem, de brænder hurtigt på! Når de er færdige skal de være lysebrune i kanten, men ikke faste. De sætter sig først, når de er taget ud og kølet af. De er især rigtig gode når de har været i køleskabet og rigtig har sat sig. Hvis ikke de er på køl bliver de hurtigt bløde.

20.1.14

Pulled pork med hjemmelavet barbequesovs

For nyligt lavede jeg pulled pork for første gang. Den jeg lavede der var dog købt marineret, og nu har jeg forsøgt mig igen med en hjemmelavet barbequesovs. Det blev super lækkert! Jeg serverede det, som sidst, med grøn salat og hjemmelavet thousand island-dressing.



Barbequesovs

1 løg
2 fed hvidløg
Koldpresset rapsolie ca. 2 spsk
2 tsk røget paprika
1 spsk almindelig paprika
1,5 spsk sukrin gold
Salt og peber

1 ds. hakkede tomater
1 spsk tomatpuré
Saft af 1/2 lime
Sriracha eller anden chilisovs

Løget hakkes, hvidløget presses. Løg, hvidløg, krydderier og sukrin steges i olien til løgene er klare. Tomater, tomatpuré og limesaft hældes i og det hele småsimrer ca. 20-30 min. uden låg. Herefter blendes sovsen med en stavblender og smages til med chilisovs og evt. flere krydderier efter smag. Det er vigtigt at du først blender til sidst, og ikke undervejs, da det ellers sprøjter helt vildt hvis det koger videre.


Pulled pork
ca. 1 kg nakkefilet
ca. ½ portion hjemmelavet barbequesovs

Gå i gang aftenen før. Her renses nakkefileten for de værste sener og smøres derefter med barbequesovsen. Nakkefileten lægges i en frysepose og der hældes evt. lidt mere barbequesovs ved. Bind knude på posen og lad den ligge på køl natten over.

Om morgenen lægges nakkefileten i et ildfast fad og sættes i ovnen ved 110 grader i 8-10 timer. Hvis fileten er større skal du beregne endnu længere tid.

Jeg valgte som sagt at servere med grøn salat og hjemmelavet thousand island-dressing, som du finder opskriften på her.

18.1.14

Kerneboller

Jeg er egentlig stoppet med at forsøge mig med LCHF-boller fordi jeg ikke synes det bliver rigtig godt. Jeg synes altid de bliver lidt for kompakte. Men så faldt jeg over denne opskrift, og så blev jeg nødt til at give det endnu et forsøg! Det har jeg ikke fortrudt, for de blev virkeligt lækre og luftige :) Jeg har dog ændret lidt i opskriften så det passer med de ingredienser jeg havde, og så har jeg udeladt kokosmel, da det ikke helt passede mine smagsløg.
Kerneboller
8 stk

50 g sesamfrø
50 g solsikkekerner
25 g græskarkerner
25 g fiberhusk
25 g kokosfiber
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
1,5 spsk sukrin gold
3 æg
125 g creme fraiche
1 dl vand
1/2 lime
50 g smeltet smør

æg til pensling

Sesamfrø, solsikke- og græskarkerner køres til mel i en minihakker. Efterfølgende blandes de i en skål med fiberhusk, kokosfiber, bagepulver, salt og sukrin. I en anden skål blandes de våde ting; æg, creme fraiche, vand, lime og det smeltede smør. De våde ting blandes nu grundigt med de tørre. Lad dejen hvile 5-10 min., så den samler sig lidt. Den skal stadig være fugtig.  Sæt ovnen på 160 grader varmluft.

Når dejen har hvilet formes den til 8 boller. De kan ikke rigtig trilles, men formes direkte på pladen. Bollerne pensles med æg, og bages ca. ½ time. Hold øje med dem undervejs, så ikke de får for meget.

Server med tandsmør og ost :)

17.1.14

Citronfromage

Siden jul har jeg virkelig haft svært ved at styre lækkersulten, når den kommer snigende hen ad aftenen. Men så er det godt, at man kan finde alternativer til nødder og mørk chokolade, hvor kulhydratindtaget ellers hurtigt ryger i vejret! Her har jeg lavet en rigtig lækker citronfromage, som er god som gæstedessert eller til et par gode weekend-aftener uden gæster.


Citronfromage
til ca. 6 pers.
4 pasteuriserede æg
100 g sukrin (melis)
4 blade husblas eller 2 tsk gelatinepulver i 2 spsk vand
Skal af 1 citron, saft fra 2
2 dl fløde

Jeg har benyttet sukrin melis for at sikre mig, det ikke knaste. Men jeg er sikker på andet sukrin sagtens kan benyttes.

Husblas lægges i blød i koldt vand, eller gelatinepulveret blandes op i 2 spsk vand. Æg og sukrin piskes luftigt. Hvis du benytter husblas kræmmes den fri af det værste overskydende vand, og lægges i en gryde. Hvis du benytter gelatinepulver hældes blandingen i gryden. Når husblas/gelatine er smeltet, tages den af varmen og saften af de to citroner presses i gryden, sammen med skallen af den ene. Vær sikker på blandingen er kølet af, før du under piskning hælder husblas/gelatine/citron-blandingen i æggemassen i en tynd stråle. Pisk fløden til skum og vend den i æggemassen. Anret i en stor skål eller som portionsanretninger og sæt på køl i minimum et par timer. Server med flødeskum.

7.1.14

Lasagne med philadelphia-plader

Siden jeg er begyndt på LCHF har jeg tænkt det var for besværligt at begive mig ud i at lave lasagne. Men her i de fridage jeg har haft efter nytår, har jeg tænkt det var på tide at prøve det af! Og det var slet ikke så svært og besværligt som jeg frygtede :) Lasagnen blev enormt lækker, og jeg synes slet ikke man savnede pastaen. Lasagnen kan selvfølgelig også laves med din egen yndlings-kødsovs eller kylling, laks eller lignende, der er masser af muligheder!
Lasagne med philadelphia-plader
til 4 pers

Plader:

4 æg
125 g philadelphia
½ dl fiberhusk

Kødsovs:
500 g hakket oksekød
1 løg
2 fed presset hvidløg
1 ds. hakkede tomater
2 spsk tomatpuré
2 revne gulerødder
1 spsk oregano
1 spsk basilikum
1 spsk paprika
salt og peber
smør til stegning

Ostesovs:
2,5 dl fløde
2 dl revet ost
revet muskatnød
salt

ca. 50 g revet ost

Varm ovnen op til 150 grader. Pisk æggene luftige og tilsæt derefter philadelphia og fiberhusk. Fordel ud på to bageplader beklædt med bagepapir. Vurder hvor tykke du vil have pladerne, jeg synes det er passende at fordele massen ud til ca. halvanden plade. Bag pladerne i 13-15 minutter. De behøver ikke at få farve, men de skal være lidt faste i det.

Løg og hvidløg steges i smør og kødet tilsættes. Når kødet er brunet igennem tilsættes de hakkede tomater, tomatpuréen, gulerødder og krydderierne. Kødsovsen skal nu have lov at småsimre mindst 15 min, så kød og gulerødder bliver møre.

Imens laves ostesovsen. Fløden koges op under omrøring og osten smeltes heri. Når osten er smeltet og konsistensen er ensartet, tages gryden af varmen og muskatnød og salt tilsættes og sovsen smages til.

Når pladerne er taget ud, skrues ovnen op på 200 grader varmluft. Saml nu lasagnen i et ildfast fad, hvor du starter med kødsovs og herefter skiftevis lægger sovs, plader og kødsovs. Øverst fordeler du revet ost, og lasagnen skal nu have ca. 10-15 min. eller til osten er gylden. Hold øje undervejs, da det går hurtigt på varmluft.

Server evt. som her med en grøn salat og en god klat creme fraiche. Lasagnen er også rigtig lækker dagen efter og evt. i madpakken.

6.1.14

Peanutkylling a la Frikke

Denne ret er virkelig lækker og cremet, og jeg kommer helt sikkert til at lave den mange gange her i de ellers triste vintermåneder. Hovedtrækkene i opskriften har jeg dog fra madbanditten.
Peanutkylling a la Frikke
til 2 pers.

ca. 400 g kyllingebryst
smør til stegning
ca. 2 spsk grøn karrypasta
ca. 1 spsk kokosolie til stegning
3 dl kokosmælk
2 dl fløde
4 spsk smooth peanutbutter
1 lime
2 spsk soya
salt og peber

Kyllingen skæres i tern og steges i smør på panden. Når det hele er stegt tages kyllingen fra og panden tørres af.

Kokosolie og karrypasta steges på panden for at bringe smagen frem i karrypastaen. Tilsæt kokosmælk, fløde, peanutbutter, limesaft og soya og varm op under omrøring. Når sovsen har en ensartet konsistens tilsættes kyllingeternene og det hele varmes igennem. Smag til med salt og peber og evt. mere lime eller soya.

Server evt. med agurk, peberfrugt og peanuts som her, eller lav en omgang blomkålsris til for mere mæthed.

Mørbradbøffer i fad

Jeg tror det her er min livret! Min mormor har hvert år til julefrokost d. 26. december lavet mørbradbøffer i fad, med en god brun sovs over. I år var jeg desværre ikke med til den julefrokost, men så var det jo heldigt at jeg på et tidspunkt har fået opskriften på denne herlighed af min skønne mormor. Jeg har tilpasset den til LCHF, så der ikke indgår mel og kulør, så nu er den helt optimal LCHF-kost og umådeligt lækker. For min skyld kan den sagtens serveres uden tilbehør, men ellers er de grønne bønner her et udmærket bud.

Mørbradbøffer i fad
til 2 pers.

1 svinemørbrad
3 løg
1/4 l fløde
smør
salt og peber

Løgene skæres ud i ringe, og brunes i rigeligt smør på en pande. Imens renses mørbraden for sener og skæres i bøffer af ca. et par centimeters tykkelse. Bøfferne bankes og drysses med salt og peber. Når løgene er brunede hældes de over i et ildfast fad, som holdes varmt i ovnen ved ca. 100 grader (kan også fint komme med i ovnen ved fx 200 grader med tilbehøret uden jeg synes det tager skade af det). Bøfferne steges nu ved god varme og igen med masser af smør, ca. 3-4 min. på hver side. Hvis de er meget tynde skal de have endnu mindre, så hold øje med dem undervejs. Når bøfferne er færdigstegte lægges de i fadet med løgene i ovnen. 

Sovsen laves med det smør man har stegt i (put evt. lidt mere i, så bunden af panden ca. er dækket). Når det er godt varmt hældes fløden på, og den koges ind under omrøring. Pas på det ikke brænder på. Sovsen smages til med salt og peber og hældes derefter over fadet med løg og bøffer, og det hele vendes godt rundt.

Server evt. med grønne bønner og bacon i ovnen. Velbekomme!

5.1.14

Nytår 2014

Godt nytår! Omend lidt forsinket..

Nytårsaften var kæresten og jeg alene i sommerhus med svigermors hund. Det var super hyggeligt, og jeg havde rigtig god tid til at gå og nørkle med en lækker LCHF-menu. Planen var som følger:
Forret: kylling-karry-salat med bacon
Hovedret: Roastbeef med bønner viklet i bacon og bearnaise
Dessert: Cheesecake med jordbær
Midnat: Kransekage og champagne

Planen blev dog ændret lidt undervejs, da jeg havde forsøgt at lave bearnaisen på forhånd, og den skilte da jeg opvarmede den. Derfor blev det til en hurtig pandesovs. Forret, hovedret og kransekage-opskrifterne vil jeg gerne dele med jer, men cheesecaken blev desværre lidt grynet i konsistensen fordi husblas og jeg ikke er gode venner, så den må i have til gode til jeg har prøvet den igen en anden god gang :)


Kylling-karry-salat med bacon
til 2 pers

2 kyllingebryster

2 dl creme fraiche
2 spsk mayo
½ tsk karry

en lille håndfuld frisk basilikum, hakket
salt og peber
bacontern
romainesalat 

Sæt en gryde over med vand, så det kan dække de to kyllingebryster. Når vandet koger puttes kyllingen i og koger ca. 15 min. Steg baconternene på panden og klargør og vask salatbladene. Når kyllingen er kogt skæres de over for at tjekke om de er færdige. Hvis de er færdige skæres de i tern og sættes efterfølgende i køleskab. Mens kyllingen køler af røres dressingen af creme fraiche, mayo, karry, basilikum, salt og peber. Til sidst røres kylling og dressing sammen og fordeles i salatbladene, hvorefter de stegte bacontern og evt. lidt frisk basilikum drysses over.

Hovedretten var rimelig simpel, så jeg vil ikke gå i dybden med opskriften, men det blev nu ret lækkert. Roastbeefen blev kogt i rigeligt vand med lidt salt i 14 min. Efterfølgende blev den brunet på panden i rigeligt smør. Jeg brugte ca. en halv pose frosne bønner, som jeg rullede i to pakker bacon og gav ca. 20 min i ovnen ved 200 grader varmluft. Pandesovsen lavede jeg på smøren fra stegen, hvor jeg blot hældte godt med fløde på panden og kogte det ind, og derefter smagte til med salt og peber.

I skal ikke snyder for et billede af cheesecaken, som var super flot og havde en dejlig smag, trods den lidt grynede konsistens.

Kransekagen var til gengæld bare rigtig lækker, så selvom det er lidt sent den kommer på bloggen, synes jeg sagtens den kan bruges som en lille treat, fx en dag der kommer gæster.
Kransekage
6 stk

100 g smuttede
3 spsk sukrin gold
½ tsk mandelessens
1,5 æggehvide

50 g mørk chokolade

Mandlerne smuttes og tørres godt i et viskestykke. Kør mandlerne helt fine i en minihakker. I en skål blandes mandlerne med sukrin gold, mandelessens og æggehvider. Konsistensen skal være lidt blød (blødere end hjemmelavet marcipan).

Massen formes til 6 aflange stykker og bages ca. 12 min. ved 200 grader. De skal have lidt farve, men pas på de ikke brænder på.

Kransekagestykkerne afkøles og kan nu pyntes med glasur eller som her dyppes i mørk chokolade. Hvis du dypper dem i smeltet chokolade kan du evt. benytte resten til at lave chokolademandler, som her:
 Det er såre simpelt. Du tager bare nogle mandler og smider op i dine smeltede chokolade-rester (jeg havde smeltet 100 g). Mandlerne fordeles ud på et stykke bagepapir og sættes i køleskabet. Når chokoladen er stivnet lidt (efter ca. 10 min.) tages mandlerne ud og brækkes fra hinanden. Derefter kan de hældes i fryseposer og rystes med fx lakrids- eller kakaopulver.

LCHF-Chokoladekage med hindbærcoulis

Kæresten havde fødselsdag her i december, så der bagte jeg denne lækre chokoladekage. Den er meget kraftig og lækker, så jeg serverede den med lidt let flødeskum og en hindbærcoulis. Jeg har lavet kagen før, men føler ikke jeg kan tage credit for opskriften, da jeg har fundet den her. Den er dog så lækker, at jeg bliver nødt til at dele den med jer! Jeg har blot ændret lidt efter min smag, så jeg har brugt lidt mere sødning og fintmalede mandler.

LCHF-Chokoladekage
200 g mørk chokolade min. 70%
250 g smør
6 æg
1 1/4 dl piskefløde
1,5 dl sukrin gold
3 spsk fintmalede mandler
1 tsk vanillepulver
evt. 100g hakket mandler eller andre nødder

100 g mørk chokolade
frystørret hindbær


Æg, sukrin gold og vanille piskes luftigt, mens smør og chokolade smeltes over vandbad.


Når smør og chokolade er smeltet blandes fløden og de fintmalede mandler i og blandingen hældes i æggene og det hele piskes sammen. Dejen hældes i en springform med bagepapir i bunden, og siderne smøres med lidt smør.


Kagen skal have ca. 15-18 min. i ovnen ved 225 grader. Kagen er klart bedst afkølet, og endda allerbedst dagen efter den er lavet! Når kagen er kølet kan den evt. pyntes med smeltet mørk chokolade og frysetørret hindbær.

Hindbærcoulis
1 pose frosne hindbær
ca. 3 spsk sukrin gold 

Hindbærrene hældes i en gryde med sukrin gold og lidt vand. Det hele varmes op, og hindbærrene moses. Når det har været oppe at koge smages det evt. til med mere sukrin, og serveres varmt eller koldt med flødeskum til chokoladekagen.