Your Nav Bar Here

7.1.14

Lasagne med philadelphia-plader

Siden jeg er begyndt på LCHF har jeg tænkt det var for besværligt at begive mig ud i at lave lasagne. Men her i de fridage jeg har haft efter nytår, har jeg tænkt det var på tide at prøve det af! Og det var slet ikke så svært og besværligt som jeg frygtede :) Lasagnen blev enormt lækker, og jeg synes slet ikke man savnede pastaen. Lasagnen kan selvfølgelig også laves med din egen yndlings-kødsovs eller kylling, laks eller lignende, der er masser af muligheder!
Lasagne med philadelphia-plader
til 4 pers

Plader:

4 æg
125 g philadelphia
½ dl fiberhusk

Kødsovs:
500 g hakket oksekød
1 løg
2 fed presset hvidløg
1 ds. hakkede tomater
2 spsk tomatpuré
2 revne gulerødder
1 spsk oregano
1 spsk basilikum
1 spsk paprika
salt og peber
smør til stegning

Ostesovs:
2,5 dl fløde
2 dl revet ost
revet muskatnød
salt

ca. 50 g revet ost

Varm ovnen op til 150 grader. Pisk æggene luftige og tilsæt derefter philadelphia og fiberhusk. Fordel ud på to bageplader beklædt med bagepapir. Vurder hvor tykke du vil have pladerne, jeg synes det er passende at fordele massen ud til ca. halvanden plade. Bag pladerne i 13-15 minutter. De behøver ikke at få farve, men de skal være lidt faste i det.

Løg og hvidløg steges i smør og kødet tilsættes. Når kødet er brunet igennem tilsættes de hakkede tomater, tomatpuréen, gulerødder og krydderierne. Kødsovsen skal nu have lov at småsimre mindst 15 min, så kød og gulerødder bliver møre.

Imens laves ostesovsen. Fløden koges op under omrøring og osten smeltes heri. Når osten er smeltet og konsistensen er ensartet, tages gryden af varmen og muskatnød og salt tilsættes og sovsen smages til.

Når pladerne er taget ud, skrues ovnen op på 200 grader varmluft. Saml nu lasagnen i et ildfast fad, hvor du starter med kødsovs og herefter skiftevis lægger sovs, plader og kødsovs. Øverst fordeler du revet ost, og lasagnen skal nu have ca. 10-15 min. eller til osten er gylden. Hold øje undervejs, da det går hurtigt på varmluft.

Server evt. som her med en grøn salat og en god klat creme fraiche. Lasagnen er også rigtig lækker dagen efter og evt. i madpakken.

0 kommentarer:

Send en kommentar