Your Nav Bar Here

9.12.14

Hverdagsmad: aften

Her er endnu et par løse opskrifter, denne gang med aftensmad. Det er opskrifter, som enten er for simple til en opskrift, jeg ikke har en præcis opskrift, eller jeg primært går efter en anden bloggers opskrift, men er rigtig glad for retten, og derfor vil dele den videre med jer. Det er opskrifter jeg bruger meget i min hverdag, hvor det ofte gerne må være let, men stadig lækkert.


Burger uden brød
Jeg savner ikke brød til min burger, jeg synes den er vildt lækker sådan her!
Jeg steger bacon på panden, ogefterfølgende bøfferne i baconfedtet. Over bøffen smeltes en skive havarti. Bøffen toppes nu med ketchup (sukkerfri fra Lidl), remoulade, agurk, avocado, iceberg og selvfølgelig baconen! Det er selvfølgelig ikke striks at spise remoulade og ketchup, men i så små mængder betyder det ikke noget for mig.


Xenias pølsemix
Dette er blevet min absolutte go-to ret, når jeg ikke lige ved hvad jeg skal lave. Det er så let, relativt billigt, og så smager det så fandens godt. Opskriften har jeg herfra. Jeg serverer dog med min lækre thousand island-dressing, og bruger dette krydderi, i stedet for løgpulver:


Pølsemix
1 ps frosne bønner (750 g)
1 spsk kokosolie uden smag
1 spsk hvidløg/urter-grillkrydderi
1 spsk paprika
salt
4 pølser

De frosne bønner fordeles på en bageplade med bagepapir. De bages nu ved 150 grader varmluft. Du kan sagtens sætte dem ind fra kold ovn, så tør de bare med på forvarmen.

Når bønnerne har fået 15 min., vendes de med olie, hvidløg/urte-krydderi, paprika og salt.
De får nu 20 min. mere i ovnen. Nu skal de gerne være lidt brune i kanterne.
Skær pølserne i skiver på ca. 1 cm og vend dem med bønnerne. Giv det nu de sidste 10-15 min. i ovnen, til pølserne er stegte, og bønnerne er let sprøde.

Server med thousand island-dressing og enjoy :)


Ruskomsnusk
Let at lave, og dejligt snasket gryderet med tre slags gris. Opskriften er lidt på slum, da jeg som regel laver den med det jeg lige har.

1 løg
1 rød peberfrugt
1 pakke bacontern
½ pakke skinkestrimler
½ pakke cocktailpølser
3 spsk tomatpuré
½ ds hakkede tomater
2 dl fløde
1 spsk paprika

Løget hakkes og peberfrugten skæres i tern. Dette steges nu med baconternene. Når løget er klaret tilføjes skinkestrimler og cocktailpølser og det hele får lov til at stege lidt. Nu tilføjes tomat, fløde og paprika og det hele får lov at småsimre i hvert fald et kvarter til en halv time, til peberfrugten er kogt let ud. Tilføj ikke salt før du har smagt på det! Baconen gør nemlig retten ret salt. Server gerne med grønt, fx blomkålsris, revet squash eller fintsnittet spidskål.



Kyllingelår
Kyllingelårene krydres med rigeligt salt og peber, og evt. andre krydderier, hvorefter de får 45 min i ovnen ved 180 grader varmluft.

0 kommentarer:

Send en kommentar